Forskning bremset: Pulje afviser at støtte forskning i knoglebrud hos høner

Og branchen selv kan ikke se, hvordan man skal finde de ni millioner kroner, som forskningen i årsagerne til de mange knoglebrud hos de æglæggende høner anslået koster.

Der er ingen penge på vej til forskning i de mange knoglebrud, som æglæggende høner får, fordi de skal presse for mange og for store æg ud. 

Branchen havde ellers sammen med Københavns Universitet sendt en ansøgning om midler til GUDP-puljen (Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram).

Her havde man søgt om ni millioner kroner til at starte en undersøgelse af årsagerne til knoglebruddene og mulige løsninger på problemet.

Men bestyrelsen hos GUDP, der hører under Landbrugsstyrelsen, har ikke valgt at støtte projektet.

Det fortæller sektorchef Jørgen Nyberg Larsen, sektorchef for Danske Æg, der hører under Landbrug & Fødevarer.

"Jeg er meget undrende over for afslaget, og jeg er voldsomt ked af det, for vi vil gerne videre med det her", siger Jørgen Nyberg Larsen, der har sendt et brev til minister for landbrug og fødevarer Rasmus Prehn (S).

"Han (ministeren red.) har sagt på flere møder, at vi skal have løst det her, og at der skal mere forskning til, så derfor har jeg spurgt ham, hvad vi så skal gøre", siger Jørgen Nyberg Larsen, der har efterlyst andre mulige finansieringskilder.

Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri oplyser efter redaktionens deadline, at afslaget skyldes at ansøgningen "ikke lever op til de tildelingskriterier, der skal gives tilsagn efter". Det har ikke været muligt at få en uddybende forklaring.

Ministerudpeget bestyrelse

Det gik den danske presse rundt, da en nyhed fra Københavns Universitet viste, at 85 procent af alle danske æglæggende høner får brud på brystbenet, når de lægger æg. Det gælder både skrabe-, bur-, økologiske- og frilandshøner.

GUDP er en ordning, der støtter projekter, som fremmer "grøn og økonomisk bæredygtighed" inden for blandt andet landbruget. Ordningen hører under Landbrugsstyrelsen og er ledet af en ministerudpeget bestyrelse.

Landbrugsminister Rasmus Prehn (S) har da også tidligere udtalt, at man skal have problemet med de mange knoglebrud undersøgt og stoppet. I et brev fra ministeren til Jørgen Nyberg Larsen, som Landbrugsavisen har set, fremgår det da også, at ministeren ønsker, at der forskes i løsninger:

"Det blev også klart (på et møde mellem ministeren, branchen og interesseorganisationer red.), at der ikke er nogen løsninger, der ligger lige for, og at der kræves en ihærdig indsats fra både jer i branchen og fra forskerside for at vende udviklingen", skriver Rasmus Prehn den 6. december. 

Landbrugsavisen har også forsøgt at få en kommentar fra ministeren.

Branchen har ikke selv pengene

Også landbrugsordfører for Venstre Erling Bonnesen har bemærket afslaget på støtte til forskning i knoglebruddene, og det har fået ham til at bede ministeren forholde sig afslaget og andre mulige finansieringskilder, der kan hjælpe med at løse problemet med knoglebrud.

-Hvorfor sætter I ikke bare selv alle sejl til i branchen, og sætter penge af til at finansiere forskning i det her?

"Vi kan ikke selv finde så mange penge i kassen. Vi har søgt om ni millioner kroner, og de penge, har vi simpelthen ikke selv", siger Jørgen Nyberg Larsen.

Faktaboks

GUDP 

Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram (GUDP) støtter innovative projekter, som fremmer grøn og økonomisk bæredygtighed inden for landbrug, fiskeri, akvakultur og fødevareindustri.

GUDP er ledet af en ministerudpeget bestyrelse, og medlemmerne er erhvervsfolk fra hele fødevaresektoren. Programmet hører under Landbrugsstyrelsen i Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.

GUDP har ved den seneste ansøgningsrunde givet tilsagn om støtte på i alt 104 millioner kroner til 19 andre projekter inden for landbrugs- og fødevaresektoren.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle