Forslag til grundvandsparker er hældt af brættet

Socialdemokratiet gik før valget sammen med rød blok om et forslag om at forbyde pesticider på 200.000 hektar for at beskytte drikkevandet. Der er dog behov om meget mere viden, lyder det i regeringsgrundlaget, hvor det til gengæld lyder, at der skal mere fart på BNBO-processen.

Socialdemokratiet gik til valg på, at landbrugets pesticider skal forbydes på 200.000 hektar for at beskytte grundvandet. Det bliver dog ikke til noget. I regeringsgrundlaget lyder det således, at ifølge Danva er der i dag udfordringer på op mod 200.000 hektar, og der på længere sigt er behov for at gøre mere for at beskytte grundvandet.

- Der er dog brug for betydelig mere viden om det eksakte behov for beskyttelse af grundvandet. Regeringen vil derfor igangsætte en kortlægning af de 640.000 hektar, der i dag er udpeget som indsatsområder, med henblik på at beskytte drikkevandet, lyder det i regeringsgrundlaget.

Når det kommer til de boringsnære beskyttelsesområder, også kendt som BNBO, hvor det for nylig kom frem, at man er meget langt fra at være i mål, så lyder det, at regeringen straks vil tage initiativ ”til en akut plan for at beskytte boringerne (BNBO-områder), hvor vi skal sikre, at alle parter gør en stor indsats, og der er incitament til at omstille.”

Der bliver især skudt på kommunerne.

- Der har ikke været den ønskede fremdrift fra især kommunalt hold, hvilket er nødvendigt for at komme i mål som aftalt.

Herudover lyder det, at vandselskaberne skal have bedre muligheder for at sikre grundvand i deres områder. Det skal således undersøges, om der kan gives bedre mulighed for eksempelvis lange afskrivningsperioder og lån. Den såkaldte drikkevandsfonden skal forøges som led i at løse denne opgave, lyder det i regeringsgrundlaget.

Emneord

politik

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle