Forsvarsadvokat: Det bliver svært at få dømt andre landmænd

Povl Blak Bojers ene forsvarsadvokat, Uffe Baller, tror, at det bliver svært at dømme de resterende ca. 30 landmænd, der også er tiltalt for overtrædelser af randzoneloven. Chefjurist i L&F, Charlotte Bigum Lynæs er tilbøjelig til at give ham ret.

Dagens afgørelse i randzonesagen har været fulgt tæt af mange landmænd i hele landet. 

D. 15. april kunne specialkonsulent Peter Byrial Bisgaard fra NaturErhverstyrelsen fortælle i retten, at "der i øjeblikket er 300 randzonesager, der afventer vurdering. Omkring 30 sager er enten meldt til politiet eller er under nærmere efterforskning.”

Men efter frifindelsen af de to landmænd Povl Blak Bojer og sønnen Christian tror forsvarsadvokat i sagen, Uffe Baller, at landmænd, der enten er meldt til politiet eller er i søgelyset, kan ånde lettet op.

”Efter min bedste overbevisning bortfalder anmeldelserne. Dommens præmisser er så alment generelle at, at de griber alle de situationer, der ligger i perioden 1.september 2012 til 31. august 2014, det ligger i hvert fald i kortene, når man ser på dommerens afgørelse. Det forudsætter selvfølgelig, at anklagemyndigheden ikke anker sagen,” siger Uffe Baller.

Svært at dømme andre landmænd fremover

Anklagemyndigheden har 14 dages betænkningstid til at beslutte, om de vil anke sagen. Tidligere kunne specialanklager for Midt- og Vestjyllands Politi Anette Nørby ikke svare på, om de havde taget stilling.

Begrundelsen er, at sagen og afgørelsen er så kompliceret, at det kræver en længere betænkningstid.

NaturErhvervstyrelsen lægger i deres bemærkning vægt på, at dommen alene galdt to konkrete landmænd - og at de blev frifundet efter 2012-randzoneloven. I dag gælder 2014-loven.

Uffe Baller mener dog, at de præmisser, som Retten i Holstebro lagde til grund for frifindelsen, også gælder for den nye lov.

”Dommen har ikke forholdt sig til dem, der gør det fremover. Den har åbnet en flanke, og har taget hul på diskussionen med to af begrundelserne. Kompensationskortene var uklare, og hvis de stadig er det i 2014-loven, så vil der gælde det samme, og vi ved, at kortene stadigvæk er uklare. Det andet er, at kompensationsordningen bortfaldt, og den gælder stadigvæk ikke, og det vil jo sige, at to af begrundelserne i dommen peger i retning af, at det bliver svært at få dømt folk, der måtte have overtrådt loven efter 2014.”

Chefjurist i Landbrug & Fødevarer, Charlotte Bigum Lynæs er enig med Uffe Baller i, at det bliver svært at få dømt andre landmænd fremover.

”Jeg tror, at man vil gennemgå sagerne nøje igen og vurdere grundigt, om de skal for en dommer. Der er meget der tyder på, at det ikke er en god idé. Vores holdning til randzoneloven er ikke anderledes i dag, end den var i går, resurserne skal bruges på at ophæve loven, fremfor at fortsætte andre eventuelle straffesager."

Sideløbende med straffesagerne mod landmænd, der er mistænkt for at overtræde randzoneloven, har Landbrug & Fødevarer stævnet staten med henblik på at få den erklæret ugyldig.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle