Fortsat dystert tysk smågrisemarked

VEZG-smågrisenoteringen forbliver på rekordlave 22 euro.

Sidste uges mavepuster, der gav et fald for VEZG-smågrisenoteringen på fem euro til 22 euro, er erstattet af stilstand.

Noteringen fortsætter på 22 euro svarende til 201 inkl. vægtregulering.

Danske Svineproducenter melder, at markedssituationen ikke har ændret sig for smågrisene.

"På grund af den store udbudspukkel på det tyske slagtesvinemarked er det fortsat meget vanskeligt at sælge smågrise, og for frie partier er det fortsat næsten umuligt", siger Markus Fiebelkorn, markedsanalytiker hos Danske Svineproducenter.

For det tyske grisemarked er situationen blevet forværret, efter at prisen for hele slagtekroppen faldt med otte cent i forrige uge, efter den tyske slagtenotering gav sig med otte cent.

Smågrisene har heller ikke bedring i vente foreløbigt, selv om slutningen af november måned normalt er det tidspunkt, hvor smågrisepriserne igen begynder at stige. 

Det er den store udbudspukkel af slagteklare grise, der forhindrer en prisstigning, som han tidligst ser til januar-februar.

Markus Fiebelkorn peger dog på nogle positive takter. Herunder flere slagtede søer end i samme periode sidste år, og beretninger fra markedsinteressenter om positive tendenser på kødmarkedet i forbindelse med julehandlen.

Endelig har den tyske regering overvejelser om en tilskudsordning til privat oplagring af svinekød fra januar måned.

Relaterede

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle