Fortvivlede svineeksportører: Nye krav er ren chikane

Svineeksportører mener ikke, at der er noget fagligt grundlag for at sætte nye højdekrav til svinetransporter. Det er et politisk ønske om at stoppe smågriseeksport, mener de.

Der er intet fagligt belæg for, at grise under transport vil få det bedre af, at man øger højdekravet i svinetransporterne.

Derfor er det ren chikane af især smågriseeksporten, når Fødevarestyrelsen i en ny bekendtgørelse lægger op til netop sådan et krav.

Sådan lyder det samstemmigt fra transportørerne NV-Randers Vinderslev og H&S Westergaard, landbrugsavisen.dk har talt med.

"Det er helt vanvittigt, og jeg forstår det simpelthen ikke. Jeg er ikke imod, at der bliver strammet op på ting, hvis der er et problem, men det er der ikke", lyder det bl.a. fra Michael Vinderslev fra førstnævnte selskab.

vil ramme nationale transporter

Med de nye krav bliver det meget vanskeligt at transportere grise med især fem-etagers lastbiler, mens det kan også kan blive svært for dem med fire.

"Det er en måde at chikanere erhvervet på, og det handler om at stoppe smågriseeksporten, hvilket jeg ikke forstår. Det giver indtægter og valuta til vores land, og det er da især vigtigt lige nu, hvor der er underskud på finanserne pga. corona", siger Søren Westergaard og tilføjer:

"Og det her kommer altså også til at ramme de nationale transporter".

udenlandske plader

Både Michael Vinderslev og Søren Westergaard spekulerer i, om reglerne også kommer til at gælde for udenlandske chauffører.

"Det tror jeg nemlig ikke, og så er vi jo nødt til at sætte vores biler på udenlandske plader", siger Michael Vinderslev, hvilket Søren Westergaard også har tænkt sig.

Indtil videre er bekendtgørelsen sendt i høring, mens ændringen er sat til at træde i kraft 1. juli.

Via brancheorganisationen SamMark har eksportørerne tænkt sig at indsende et fælles høringssvar mod ændringen.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle