Forudsigelse: Ny lavkonjunktur i 2019 giver bankerne økonomisk lussing

Priserne på mælk og svin vil dykke markant i 2019, og det vil betyde tabt indtjening og større nedskrivninger for bankerne.

Priskurverne på både mælk og svin vil pege nedad, når kalenderåret siger 2019, og det vil potentielt kunne koste bankerne milliarder på nye nedskrivninger på landbrugsudlånene.

Sådan lyder vurderingen i en ny rapport fra Danske Markets Research, der er Danske Banks analyseafdeling, og som på baggrund af tal fra Seges spår om en ny økonomisk bund i landbruget i 2019.

»Vi havde en velkendt lavkonjunktur fra 2013, som rettede sig i slutningen af 2016 og igen har været afløst af en højkonjunktur i år. Men nu sker der en strukturel ændring i udbud og efterspørgsel, og derfor viser tallene, at priserne vil falde kontinuerligt fra midten af 2018 og frem til og med 2019. Det vil betyde, at der skal foretages nye nedskrivninger for bankerne - potentielt set i milliardklassen - som vil ramme deres indtjening og samtidig kunne sætte en klemme på deres lyst til at låne ud til landbruget«, siger Asbjørn Nicholas Mørk, analytiker hos Danske Bank, der står bag rapporten.

To tredjedele vil tabe

Han peger på, at det især er den såkaldte midterste tredjedel af de danske mælke- og svinebedrifter, som kan volde problemer.

Seges inddeler de danske bedrifter i tredjedele, hvoraf den øverste tredjedel af de danske bedrifter stort set kan tjene penge uanset prisniveauer, mens bunden i høj grad er tabsgivende, selv hvis priserne ligger gennemsnitligt.

Den sidste tredjedel i midten er svingfaktoren i ligningen, og den ser ifølge Seges’ tal ud til at blive tabsgivende i 2019. Dermed vil to tredjedele have røde tal, og det går ud over bankernes bøger.

»De danske banker har samlet set nedskrevet godt 20-35 pct. af deres landbrugseksponering, men de beløb dækker principielt kun den dårligste tredjedel af bedrifterne, hvor man godt var klar over, at de formentlig ikke ville tjene penge alligevel. Men den midterste tredjedel er et problem, fordi der kan være risiko for, at de bedrifter nu også taber penge, og dermed skal der nedskrives mere på de lån«, siger Asbjørn Nicholas Mørk.

Han understreger dog, at de sidste års landbrugskrise allerede har forberedt bankerne på nye prisbunde.

»De nye nedskrivninger vil være håndterbare, fordi der allerede er taget meget store nedskrivninger i de sidste par år. Kort sagt, så er vi ovre det værste, men der vil komme flere tab«, siger han.

Skruer på udlån

Også Klaus Kaiser, erhvervsøkonomisk chef hos Seges, mener, at bankernes greb med udsigten til en bund i 2019 kan være, at de skruer lidt på udlånshåndtaget.

»Bankerne kender jo også landbrugets rytme, så det er ikke nyt for dem, at der kommer en cyklisk bund. Det er muligt, at de bliver lidt forsigtige i udlånspolitikken, når der er risiko i horisonten, men ellers er der ikke noget nyt under solen«, siger Klaus Kaiser.

Han fortæller, at den kommende prisbund i 2019 bl.a. skyldes en overproduktion.

»Mælkeprisen falder formentlig gennem hele 2018 til en ny bund i 2019. Også svinekødsprisen falder, og det skyldes i bund og grund, at produktionen bliver skruet for meget i vejret, når priserne er høje«.

Faktaboks

Baggrund: Rapporten fra Danske Markets

  • Rapporten udarbejdes med henblik på at vejlede potentielle investorer, der vil investere i den finansielle sektor. 
  • Tallene, der bruges i rapporten, tager udgangspunkt i Seges’ indkomstprognose for landbruget. 
  • Ifølge rapporten ser 2018 ud til at blive et udmærket år, hvor bankerne stadig vil tjene penge på landbruget, men at der er risiko for flere nedskrivninger på landbrugsudlån i 2019 som følge af faldende priser på verdensmarkedet.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle