Forventer kun halvt udbytte i de hårdest ramte marker

Der er potentiale til en historisk dårlig høst, mener konsulent.

»Det er nok mere sandsynligt, at Danmark vinder VM i fodbold end, at vi får en god høst«.

Sådan udtrykker planteavlskonsulent Finn Poulsen, Sagro, sin forventning til årets høst.

»Alle afgrøder er ramt, undtagen majs og vandede marker, hvor afgrøderne står godt. Nogle marker har fået uoprettelige skader - her er løbet nok kørt. Det vand, der falder de kommende uger, vil ikke nytte ret meget. I de hårdest ramte marker tror jeg kun på halvt udbytte. Og kvaliteten vil være ringe, især i maltbyg. 2018 er virkelig historisk - et år ud af 20, hvor tørken påvirker udbytterne så meget«, siger han og anslår, at mellem en tredjedel og halvdelen af Sagros areal har fået uoprettelige skader i større eller mindre grad.

»I uvandet vårbyg står der kun halvdelen af de ønskede aksbærende strå. Og regn nu vil give et nyt problem - nemlig gengroning og grønskud. Det forringer både kvalitet og udbytte. Men vandet maltbyg kan få en god økonomi, da prisen stiger«, siger Finn Poulsen.

Vinterbyg er overstået

Han vurderer, at det første vinterbyg skal høstes om under tre uger. Afgrøden er i gang med at afmodne og kan ikke bruge mere vand nu - heller ikke hvis den er vandet.

»I rug kan det derimod stadig betale sig at vande, selvom mange tror det modsatte, og regn vil også gavne rugen. Uvandet rug står tynd og trist«.

»Også uvandet sandjordshvede har taget stor skade. Det går kun til midt på skinnebenet og er ikke skredet igennem endnu. De værste pletter vil ingenting give«, siger han.

Majs står fantastisk

Til gengæld står majsen helt fantastisk. Den elsker det varme vejr og har endnu ikke brug for så meget vand, så den stortrives og har ikke fået skader, fortæller Finn Poulsen.

»Majsen ser lige så godt ud, som de øvrige afgrøder er dårlige. Og de syv mm regn, vi lige har fået, kom lige tilpas«.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle