Foulum- resultater har løftet interessen for robuste grise

I december 2017 gik AU Foulum ud med resultater fra et økologisk forsøg, hvor Topigs Norsvin blev testet op mod DanBred. Topigs Norsvin blev klar vinder, og det mærker Henrik Bovbjerg.

Starten af december 2017 var en god dag for Henrik Bovbjerg og hans kompagnon, Bertel Hestbjerg.

Da kom de første resultater fra et forsøg, som de havde ventet længe på, nemlig AU Foulums undersøgelse under økologiske produktionsforhold, hvor Topigs Norsvins TN70-linje viste sig at kunne fravænne det samme antal grise som DanBreds LY-søer og samtidig præstere en højere fravænningsvægt. Desuden passede TN70-søernes patteantal bedre til kuldstørrelsen, så søerne fra det norsk-hollandske selskab viste sig at være bedre til at passe deres egne grise frem til fravænning.

Forsøgets udfald er Henrik Bovbjerg glad for - ikke mindst fordi det bekræfter ham i, at han så rigtigt, da han første gang så TN70’ere i Norge, og inden han og Bertel Hestbjerg etablerede Bovbjerg Økologi og gik i gang med deres satsning med genetik fra Topigs Norsvin.

»Jeg var lidt overrasket over forsøget fra Foulum faldt så positivt ud på alle parametre. Kødprocenten viste sig at være bedre end DanBred, og den havde vi ellers været lidt nervøs for, da Topigs inden sammenlægningen med Norsvin havde haft lidt en skavank på det punkt. Den norske landrace er så mager og kødfyldt, så det slår igennem. Samtidig har jeg bemærket, at andet læg også viser sig at være rigtig god på dødeligheden, så det bliver spændende at se, hvad der sker, når de bliver ordentlig implementeret i besætningerne, da TN70 er en langsom starter, men klarer sig rigtig godt i et langt soliv«, påpeger Henrik Bovbjerg.

Forsøget fra Foulum viste også, at TN70-søerne præsterede markant bedre på antal fravænnede og havde højere fødsels- og fravænningsvægt. På levendefødte var DanBred-dyrene til gengæld markant bedre.

»Vi har også set opfølgende resultater fra Foulum, der viser, at tilvæksten efter fravænning stort set er den samme som DanBred. Der er ingen signifikant forskel«, siger en tilfreds Henrik Bovbjerg.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle