Fra salatdressing til svineproduktion

Bøtten er blevet vendt for den tyskejede Wernsing Scandinavia-koncern, og efter at have tabt godt 30 mio. kr. siden 2012, er der nu atter sorte tal på bundlinjen.

Den tyske Wernsing-koncern ejer en lang række selskaber i Danmark og Sverige, som hver især tager udgangspunkt i forædling af kartoffel- og grøntsagsprodukter, ligesom der bliver lavet dressinger og saucer til både Danmark og udlandet.

Siden 2012 er omsætningen mere end fordoblet, især ved opkøb, og ved udgangen af 2016 omsatte Wernsing Scandinavia for 768 mio. kr., ligesom resultatet før skat endte på 4,7 mio. kr.

Porteføljen af virksomheder tæller bl.a. kartoffelvirksomheden Flensted fra Skovlund ved Varde samt Danika Grønt, ligesom koncernen i 2016 købte Lammefjords Grønt af DLG.

Tidligere i år handlede de to koncerner en anden virksomhed, blot i modsatte retning, da Flensted Food Group solgte DanPotatoes, det tidligere Kartoffel-Kompagniet, til Danespo, der dengang var ejet af DLG og DLF.

Mens langt hovedparten af de nordiske døtre tager deres afsæt i forædling på den ene eller anden måde, udvidede selskabet sin fokus i starten af 2017.

I februar tog den skandinaviske del af koncernen nemlig sine første spæde skridt ind i primærproduktion, da den købte Hallumgade, en større vestjysk svineproduktion med 2.600 søer, 30.000 slagtesvin og 720 tilhørende hektar landbrugsjord. Ifølge Wernsing selv er det en langsigtet investering, og koncernen driver ikke andre landbrug, ligesom der ikke er planer om at blande sig i driften af svineproduktionen.

Faktaboks

Wernsing Scandinavia

  • Er et selskab under den tyske Wernsing Feinkost GmbH, der blev startet i 1962 og nu har en lang række fødevaremærker over det meste af verden. 
  • Den nordiske del af forretningen tæller i alt 13 virksomheder i Danmark og Sverige.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle