Frankrig følger i hollandsk fodspor og vil forbyde minkavl

Frankrig har ændret syn på dyrevelfærd og vil forbyde minkavl og vilde dyr i cirkus, siger minister.

Frankrig vil forbyde minkavl og brug af vilde dyr i omrejsende cirkusser.

Det siger den franske miljøminister, Barbara Pompili, ifølge nyhedsbureauet AFP.

Ministeren vil dog ikke sætte en præcis dato på, hvornår de nye forbud vil blive indført.

Forbuddene vil blive indført, fordi Frankrigs "syn på vilde dyr har ændret sig", siger hun.

"At sætte en dato på det løser ikke problemerne. Jeg vil gerne starte processen, så vi kan komme i mål så hurtigt som muligt", siger hun.

Ifølge Barbara Pompili vil forbuddene træde i kraft i løbet af de "kommende år".

Et forslag om at forbyde minkavl har ikke overraskende mødt stor modstand i den franske pelsindustri.

Branchen er i forvejen udfordret af, at flere store modehuse har indført en politik mod brug af pels fra blandt andet mink.

Frankrig følger med et kommende forbud mod minkavl i fodsporet på Holland.

Her har regeringen besluttet, at alle minkfarme skal være lukket senest 1. marts næste år.

Det var egentlig meningen, at minkavlen skulle være udfaset i Holland i 2024, men på grund af flere udbrud af coronavirus blev beslutningen fremskyndet.

/ritzau/
 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle