Frasalgsplaner holder ved trods massivt overskud

Produktionen af smågrise femtendobler resultatet på et enkelt år, men Danish Agro-toppen fastholder frasalgsplaner

Datterselskabet DanPiglet, der producerer smågrise, har med gentagne underskud været et smertens barn for Danish Agro i de seneste år.

Men i 2017 kommer selskabet ud med et overskud på 30 mio. kr. mod et plus på to mio. kr. sidste år. Det står i skærende kontrast til resultatet for bare to år siden, hvor selskabet gav et dundrende underskud på 26 mio. kr.

»Resultatet er hjulpet godt på vej af de meget høje priser på smågrisene i løbet af 2017«, siger Henning Haahr, koncernchef i Danish Agro.

Skal stadig sælges

Selskabet blev sat til salg for flere år siden, og til trods for den imponerende femtendobling af resultatet på et enkelt år, er til salg-skiltet ikke pillet af virksomheden.

»DanPiglet er ikke et forblivende aktiv hos os, og vi skal fortsætte vores salgsproces«, siger Henning Haahr.

Han fortæller, at der løbende i 2017 er blevet solgt godt 25 pct. af selskabets søer gennem bedriftsalg, men selskabet råder stadig over 8.500 søer og markerer sig dermed som en markant spiller på smågrisemarkedet.

DanPiglet, tidligere kendt som DPL Invest, var et af de selskaber, Danish Agro og DLG overtog i forbindelse med opsplitningen af KFK tilbage i 2002.

Rugeri på fransk jord

DanPiglet er en del af Danish Agros fødevareforretning, der ejes i fællesskab med DLG via rugeriaktiviteterne i Danhatch. Samlet set giver Danhatch-benet et resultat før skat på 85 mio. kr., hvilket er 33 mio. kr. mere end sidste år og dermed det bedste resultat nogensinde.

Danhatch har i løbet af 2017 bevæget sig ind i Frankrig med opkøb af det familieejede rugeri Goasduff, der ligger ved den franske vestkyst.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle