Fredag bliver eneste dag med op til 20 grader i weekenden

For lørdag bliver vejret ustabilt over hele landet.

Hvis Kristi himmelfartsferien står på udendørs aktiviteter, vil det være klogt at arrangere dem fredag. I hvert fald hvis man vil undgå regn.

Fredag bliver nemlig solrig for de fleste danskere og med temperaturer mellem 15 og 20 grader.

Det fortæller Henning Gisselø, der er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), fredag morgen.

"Den bedste mulighed for at bruge Kristi himmelfartsferien udendørs er i dag (fredag, red.), og så må resten af weekenden stå på indendørssysler", siger Henning Gisselø.

Ifølge meteorologen må sydvestjyderne dog se langt efter det sommerlige vejr fredag. Her bliver det ikke mere end 10-13 grader.

"Der kommer også byger, der lægger sig og generer dem", tilføjer Henning Gisselø.

Lørdag, hvor mange unge skal konfirmeres, bliver vejret ustabilt over hele landet.

"Det går ned ad bakke lørdag, og det bliver mere ustadigt. Det bliver ikke over 15 grader, og det bliver mere blæsende", siger Henning Gisselø.

Der kan både være perioder med sol og byger lørdag, mens søndag bliver mest skyet med byger. Om natten bliver det mellem tre og fem grader.

Mandag i denne uge kom sommeren på lynvisit med temperaturer op til 25 grader, men ifølge Henning Gisselø er der ikke udsigter til, at vejret den kommende uge kan matche det.

"Når man kigger en uge frem, er der ikke noget, der ligner, at det bliver over 20 grader", siger han.'

Kigger man dog på langtidsprognoserne, kan det formentlig blive over 20 grader i slutningen af maj.

/ritzau/

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle