Frem med de unge øko-talenter: Årets elev skal findes

Kender du en landbrugselev, der brænder ekstra meget økologien? Så er der nu mulighed for at indstille ham eller hende til titlen som årets Øko-elev.

Økologisektionen i Landbrug & Fødevarer kårer på deres årsmøde den 22. oktober 2020 årets Øko-elev 2020. Derfor opfordres landbrugsskoler, praktikværter og elever til at byde ind med mulige kandidater til titlen.

Det skriver L&Fs Økologisektion i en pressemeddelelse.

Alle landbrugsskoleelever kan indstilles til prisen uanset om de ved indstillingstidspunktet er i praktik eller på skoleophold, ligesom alle uanset hvor langt de er i deres uddannelsesforløb kan komme i betragtning til prisen.   

I bedømmelsen af kandidaterne lægger dommerkomiteen bl.a. vægt på de unges interesse for den økologiske driftsform, deres faglige og praktiske evner samt mod til at udfordre vanetænkningen, når det gælder om at forbedre det økologiske håndværk.   

Derfor årets øko-elev

Årets Øko-elev blev lanceret i 2019 og Økologisektionen ønsker at fortsætte fejringen af landbrugselever, der arbejder særlig seriøst for at blive dygtige økologiske håndværkere.

"Vækst og udvikling af økologien afhænger først og fremmest af, at vi har nogle knalddygtige økologiske primærproducenter. Derfor vil vi rigtig gerne motivere de unge til at dykke ned i den økologiske produktionsforms mange spændende facetter og blive dygtige økologiske håndværkere", siger Hans Erik Jørgensen, formand for Økologisektionen i Landbrug & Fødevarer.

”Jeg vil rigtig gerne, at de unge, der har valgt vores erhverv, bliver dygtige til at mestre kunsten at få produktion, natur og biodiversitet til at fungere som en helhed – det er en super spændende verden at stikke næsen ned i og blive klogere på",  siger Hans Erik Jørgensen.  

Bred dommerkomité

Til at finde frem til hvem, der skal løbe med titlen som årets Øko-elev 2020, er sammensat en bred dommerkomité, der blandt andre tæller formanden for Økologisektionens bestyrelse, sektorchefen for L&F Økologi, chefen for SEGES Økologi Innovation, et medlem af Landboungdoms landsledelse, repræsentanter for to landbrugsskoler samt en repræsentant for Økologisk Landsforening.

 

Faktaboks

Praktisk

  • Nykredit og Rema 1000 sponserer præmierne til 1 og 2. pladsen samt til "årets bobler".

1. præmien er på 5.000 kr.; 2. præmie på 2.500 kr. Med alle tre priser følger desuden ét års abonnement på fagbladet ”Økologi – Inspiration til jordbruget”.

Indstillingen foretages af enten elevens undervisere, praktikvært eller eleven selv og ledsages af en udtalelse fra de to øvrige parter. Indstillingen kan formuleres enten på skrift (maksimalt 1 A4-side), lyd eller et videoklip.

Indstillingen sendes senest 25. september 2020 til Hanne Børsch (hab@lf.dk – større filer sendes via we-transer.com).

Offentliggørelsen af hvem der bliver årets Øko-elev 2020 sker på Økologisektionens årsmøde d. 22. oktober 2020 på Asmildkloster Landbrugsskole.

Yderligere oplysninger: Chefkonsulent Hanne Børsch hab@lf.dk

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle