Fremadstormende svineproducent køber kæmpe konkursbo

En af landets største svineejendomme, Hedegaard ved Grindsted, er blevet solgt.

Ejendommen er købt af den fremadstormende Martin Lund Madsen fra Ny Endrupholm i Bramming.

Dermed tager den driftige svineproducent endnu et stort skridt fremad og cementerer sin position som en af landets absolut største, hvis ikke den største, svineproducent.

Hos EDC bekræfter mægler Jan Vistisen, at der er underskrevet købsaftale.

"Der har været to købergrupper undervejs. Den ene var professionelle investorer og den anden var en gruppe succesfulde danske landmænd. Det endte så med den danske landmandsfamilie, der har købt det hele", siger han og fortæller, at overtagelsen allerede har fundet sted.

Det fremgår også af CHR-registret, hvor Lundhedevej 28 nu står til at blive drevet af Ny Endrupholm II, som er et af Martin Lund Madsens selskaber.

Hovedpine slut for Sparekasse

Prisskiltet på Hedegaards i alt fire ejendomme lød på 185 mio. kr., da den blev sat til salg for bare tre måneder siden. Ingen af parterne ønsker dog at oplyse, hvad prisen endte med.

I Den Jyske Sparekasse glæder direktør Torben Sørensen sig over, at ejendommen nu er solgt og sparekassen dermed kan få afsluttet det meget omtalte konkursbo efter svineproducent Bernhard Mortensen, der gik konkurs sidste år.

"Vores metier er ikke at drive landbrug, så vi er tilfredse med, at vi har fundet en både dygtig og god landmand til det. Vi har fået en pris, som vi er tilfredse med, der svarer til den vurdering, vi har lavet af ejendommen", siger han.

Sparekasse-direktøren fortæller, at man ikke er bankforbindelse på den nye ejer af ejendommen.

"Den er nu helt ude af vores bøger. Det er positivt set i lyset af vores målsætning om at få vores landbrugseksponering ned", siger han.

Hvor stort den endelige regning efter bankens engagement på den store ejendom bliver, ønsker han ikke at oplyse. 

"Det er en god afslutning på en vanskelig case. Det er godt for bedriften, der videreføres og for lokalområdet. Det er absolut positivt".

MLM ryger over 200.000 slagtesvin

Martin Lund Madsen er en af landets absolut største svineproducenter. Sidste år havde han i sit selskab MLM Group 5.500 søer og producerede omkring 170.000 slagtesvin. Et regnskab, der i øvrigt endte i et plus på 23 mio. kr. 
Med købet af Hedegaard ryger produktionen formentlig over de 200.000 slagtesvin i 2018.

"Jeg kan bekræfte at MLM Group A/S har erhvervet de af Bernhard Mortensens tidligere ejede ejendomme," lyder det i en skriftlig kommentar fra Martin Lund Madsen til Landbrugsavisen.dk 

"Det har været koncernens strategi at udvide med et ekstra produktionsanlæg i Danmark - og dermed være med til at sikre danske arbejdspladser. Der er nu fuld fokus på produktionen, så den bliver en integreret del af MLM koncernen."

Til Lundhedegaard hører der ud over 926 hektar landbrugsjord og skov også den velkendte palæ-lignende hovedbygning, der i folkeviddet er blevet døbt "Lille Amalienborg". Her er der 702 boligkvadratmeter, opført i 2004. Martin Lund Madsen har dog ingen planer om at rykke familien fra Ny Endrupholm oplyser han.

"Hvad angår det eksisterende stuehus beliggende på ejendommen, ønsker MLM Group A/S at udleje dette til firmadomicil til ekstern virksomhed", skriver han.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle