Dette er 'Ordet er frit'. Det nedenstående er et udtryk for skribentens egen holdning.
Af Mette Frandsen, formand for Verdens Bedste fødevarer og Felix B. Stark, stifter af Verdens Bedste fødevarer og journalist.
Verdens fremtid står på et bjerg af mad. De mange ekstra mennesker, der fylder jordens overflade, vil dyrke, købe og spise astronomiske mængder af mad. Der er med andre ord et næsten umætteligt marked for dem, der vælger at producere fødevarer.
Oven i købet kan vi i hovedsagen se ind i en befolkningsstigning, der i hovedsagen følges af en markant velstandsstigning. Det gør madkøberne i stand til at betale for kvalitet. Så sikre og lovende fremtidsudsigter er der næppe mange andre brancher, der kan glæde sig over. Alligevel kan man med jævne mellemrum se mere eller mindre officielle talspersoner for landbruget udtale sig pessimistisk om fremtiden. I hovedsagen ud fra en opfattelse af, at omverdenen stiller og vil stille for store krav til produktionen, så den ikke kan løbe rundt for dem.
Nogle af de krav, pessimisterne frygter, handler om, at fødevareproduktionen skal tage mere hensyn til klima, dyrevelfærd, miljø, natur eller arbejdsmiljø. Det er naturligvis forståeligt, at man som fødevareproducent er bekymret for sin økonomi. Men som den bornholmske landmand Frederik Tolstrup udtrykte det i LandbrugsAvisens artikel: »Landmænd lever i deres egen boble og er alt for selvfede«: »Vi kan ikke forvente, at folk forstår, hvis vi brokker os«.
Frederik Tolstrup er selv landmand, og han er ligeså træt af mærkelige regler om efterafgrøder, lave priser på grise og minus på kassekreditten, som de fleste andre landmænd. Men han har, som han siger det, selv valgt sit erhverv, ligesom alle andre landmænd har det.
Det er en sandhed, vi kun kan bakke op om. Og lad os med samme slå fast, at vi er ualmindeligt taknemmelige for alle de landmænd, der hver dag står op og sørger for, at vi alle sammen kan få god mad på bordet. Der er god brug for, at det bliver et valg, som endnu flere – i alle led af fødevarekæden - gerne vil tage.
Det er nemlig sådan, at verden i de næste fyrre år skal producere ligeså meget mad, som der er produceret i de sidste 10.000 år tilsammen. Det kan man også læse ud af de danske eksportstatistikker. En spritny statistik fra DI Fødevarer viser eksempelvis, at føde- og drikkevareeksporten til og med september i år ligger små 2 mia. kr. over niveauet for sidste år. Det svarer nogenlunde til en stigning lige omkring en milliard mindre end den samlede danske eksport af økologiske fødevarer i 2019, der heldigvis også er i stigning.
Intet tilsiger, at den positive udvikling ikke kan fortsætte – trods det faktum, at der vil komme flere krav til den danske produktion og hensynet til klima, dyrevelfærd, miljø, natur og arbejdsmiljø.
Ret beset er der oven i købet grund til at tro, at mange af de krav, danske landmænd har skullet tilpasse sig i de sidste mange år, bliver en væsentlig fordel for danske producenters konkurrenceevne i de kommende år. Eksempelvis skal tyske landmænd først nu for alvor til at tilpasse sig EUs nitratdirektiv, som vi i Danmark har levet med i mange år. Derfor har dansk produktion tilpasset sig med ny teknologi, der nok har kostet penge at investere i, men som samtidig gør dansk produktion til et forbillede, der kan omsættes til øget salg.
Det er på tide, at hele den danske fødevarekæde får øjnene op for, at tiltag, der gør, at produktionen i endnu højere grad bidrager til en positiv udvikling for hele verden, ikke blot er nødvendige for at få lov til at producere. De er i allerhøjeste grad også medvirkende til, at danske produkter kan sælges til højere priser end konkurrenternes.
Danmark har som fødevareproducerende land en unik position til at gå i spidsen og blive foregangsland for hele verdens fødevareproduktion.
Det er den heldige situation, der bør være samtaleemnet i kaffepauserne hos danske landmænd og ved hele landets spiseborde.
