Fremtidens mælkeproducenter skal være entreprenører

Hver mælkeproducent skal udvikle en strategi for bedriftens fremtid, for forudsætningerne er vidt forskellige.

Low-cost-strategier med sæsonkælvning og afgræsning. Maksimeret ydelse i bestående stalde. Reduktion af opdræt og opfedning af slagtekalve.

Danske mælkeproducenter vil i fremtiden repræsentere en lang række af forskellige produktionssystemer, som er tilpasset efter hver producents individuelle vilkår og forudsætninger.

Det vurderer Peder Philipp, formand for L&F, Kvæg, og Gitte Grønbæk, direktør i Seges, som mandag aflægger beretning til Kvægkongres i Herning.

»Der er en lang række initiativer, som hver producent kan iværksætte for at skabe en forretning, og hvis model-bedriften nogensinde har eksisteret, tror jeg den er på vej mod afvikling. Vi vil se langt flere individuelle bud på at skabe en forretning som kvæglandmand,« siger Peder Philipp.

Sæsonkælvning kombineret med afgræsning kan være en alternativ men interessant strategi for nogle producenter.

»For hovedparten af producenterne vil det fælles mål være at producere flere kg mælk. Enten via flere køer eller ved at øge ydelsen. Ved at minimere opdrættet og konvertere dyreenheder fra kvier til køer kan der produceres flere kg mælk i bestående rammer. Det er en meget interessant løsning,« vurderer Peder Philipp.

Hold næsen i sporet

Uanset den valgte strategi gælder det om at holde næsen i sporet og holde sig til strategien. Også når det går skidt.

»Der ligger en fare i at tage afstikkere fra strategien. Man risikerer endnu større økonomiske tab, end hvis man blev på sporet,« mener Gitte Grønbæk.

Betragtningen er højaktuel med en lav mælkepris, som kan animere til pludselige ændringer af produktionen.

»Risikoen er bare for stor, så det vigtigste er at holde sit fokus rettet mod at fintune produktionen, for mælkeprisen vil stige igen,« mener hun.

Tilkøb skal vurderes nøje

Muligheden for at integrere en anden enhed i den eksisterende bedrift vil opstå for en række producenter.

»Man skal bare være sikker på, at det giver en bedre bundlinje, og at man har finansieringen i orden til købet og opgraderingen af den tilkøbte enhed. Ellers kan det blive en for dyrtkøbt udvidelse,« lyder det fra Peder Philipp.

Faktaboks

Kvægkongres 2015

  1. Direktørerne indleder: Karen Hækkerup, direktør for L&F, indleder Kvægkongressen. Herefter følger faglig og politisk beretning ved formand for L&F, Kvæg, Peder Philipp og direktør i Seges Gitte Grønbæk. Efter beretningen vil Peder Tuborgh, direktør i Arla, give en aktuel vurdering af markedssituationen og fremtidsudsigterne for dansk mælkeproduktion
  2. Faglig: 64 indlæg vil over kongressens to dage give input til at forbedre dansk mælke- og oksekødsproduktion

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle