Vindmøller skal i fremtiden kunne lagre egen strøm, så de vil blive proppet med batterier.
Vindmøller laver som bekendt strøm, som vinden blæser.
Men fremover skal vindmøller kunne lagre deres egen strøm - enten i tårnet eller i møllehatten.
Virksomheden KK Wind Solutions i Ikast er med i et projekt, som netop har fået knap 10 millioner kroner fra Danmarks Innovationsfond.
"Det går ud på at lagre strømmen i batterier i selve vindmøllen," siger udviklingschef Kristoffer Qvist Nielsen til DR P4 Midt & Vest.
"Lagringen behøver kun at udgøre otte procent af møllens kapacitet for at kunne eliminere hele 90 procent af udsvingene i energiproduktionen," siger han.
Vind er den hurtigst voksende vedvarende energikilde i Europa, og dermed stiger behovet for lagring af strømmen.
Det gælder også muligheden for at kunne lagre strømmen i kortere perioder på få minutter, fordi både produktionen og priserne på strøm svinger meget.
"Det kan forbedre økonomien i vindenergien ganske væsentligt," vurderer Kristoffer Qvist Nielsen.
"Det lyder jo oplagt at lagre strømmen i den enkelte vindmølle, men det er først nu, at det kan betale sig økonomisk, takket være den faldende pris på batterier," forklarer han til DR P4 Midt & Vest.
Faktaboks
Projektet hedder Multicon
Det er et samarbejde mellem KK Wind Solutions, Vestas, Powercon og Aalborg Universitet.
Budget: 17,6 millioner kroner.9,9 millioner kroner kommer fra Danmarks Innovationsfond under Uddannelses- og Forskningsministeriet.