FrieslandCampina lægger op til at ændre mælkepris

Konkurrenter betaler i stigende grad tillæg til mejeripriserne - og det påvirker hollandsk mejeriselskabs garanterede pris for meget.

FrieslandCampina udbetaler en for høj garanteret mælkepris til sine andelshavere - og det skal ændres.

Sådan er indstillingen fra formand Frans Keurentjes og administrerende direktør Hein Schumacher fra FrieslandCampina, da de forleden fremlagde et forslag om at "nulstille" mælkeprisen fra det hollandske mejeriselskab. Det skriver det hollandske landbrugsselskab Boerderij.

Baggrunden for, at mælkeprisen skal ændres, er, at den ifølge ledelsen er for høj, som den er nu.

I modsætning til Arla Foods' mælkepris, der bygger på den reelle indtjening i selskabet, er FrieslandCampinas mælkepris nemlig delvist dannet af mælkepriser fra konkurrenter - de såkaldte referenceselskaber.

Og hos disse konkurrenter, som blandt andet også omfatter Arla og en række tyske mejeriselskaber, anvender man i stigende grad en mængde tillæg eller kvoter.

Ifølge Boerderij betyder det, at den nuværende garanterede pris fra FrieslandCampina er 1 til 1,5 Euro per 100 kilo for høj. Det svarer til omkring 7,45 øre/kg i danske kroner.

"Hvis vi ikke gør noget (altså returnerer den garanterede pris til dens originale kerne, red.), vil alt sidde fast", citerer mediet formand Frans Keurentjes for at sige.

Hvis forslaget gennemføres ,vil den garanterede pris falde med 89 cent, mens den endelig mælkepris vil falde med ca. 50 cent per 100 kilo. Det er henholdsvis 6,6 øre/kg og 3,725 øre/kg. FrieslandCampina vil kompensere for dette fald via andre, ekstra indtjeningsmuligheder, forlyder det.

FrieslandCampinas såkaldte medlemsråd skal tage stilling til forslaget til december.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle