Friland arbejder på krav om lokalbedøvelse ved kastration

Frilands 70 leverandører skal rustes til at kunne lokalbedøve deres pattegrise, inden de kastreres. Dog er en skæringsdato endnu ikke fastlagt.

Friland, datterselskab under Danish Crown, har længe samarbejdet med Dyrenes Beskyttelse, og de arbejder på at indføre det som krav hos deres 70 svineproducenter, at de skal lokalbedøve hangrise forud for kastration.

”Vi arbejder fortsat på at finde løsninger på det og arbejder på at finde en skæringsdato”, forklarer Henrik Biilmann.

Dyrenes Beskyttelse ønsker straksindførsel af krav om lokalbedøvelse ved kastration, men har dog endnu ikke indført det ved kød, der som slagterier har betalt for at få mærket med "Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse". Årsagen har været, at det ikke har været praktisk muligt at indføre endnu, blandt andet på grund af dansk lovgivning. Fra 1. januar er det blevet lovligt, dog skal medarbejderne have gennemført et kursus først.

Det er vigtigt for Friland, at alle svineproducenterne har en realistisk mulighed for at sende medarbejderne på kursus, inden de skal leve op til kravet. Derudover går de efter en løsning, der bliver så effektiv og gnidningsfri som muligt.

”Vi skal være sikre på, at alle bedrifter skal kunne nå at leve op til kravene, der er, både teoretisk viden og praktisk udførelse”, siger Henrik Biilmann.

Skæringsdatoen er endnu ikke lagt helt fast – eller meldt ud.

”Planen er ikke så færdig, at vi vil løfte sløret for det. Vi vil gerne melde det ud til leverandørerne i første omgang, så det holder vi tæt til kroppen”, siger Henrik Biilmann.

Landbrugsavisen.dk har kontaktet Dyrenes Beskyttelse for at høre, hvornår de vil stille lokalbedøvelse som krav forud for kastration, men de har ikke vendt tilbage på vores henvendelser.

Svinebranchen har som mål senest i år at indføre lokalbedøvelse ved kastration.

Faktaboks

Her er Fødevarestyrelsens krav

Besætningsejere og deres ansatte har fra 1. januar 2018 mulighed for selv at lokalbedøve pattegrise forud for kastration, hvis de har gennemført et godkendt kursus i lokalbedøvelse af pattegrise. Der er tale om en frivillig ordning.

Før en besætningsejer eller ansat må lokalbedøve pattegrise forud for kastration, skal følgende betingelser være opfyldt:

1.    Man skal være uddannet i kastration og have erfaring med at kastrere pattegrise med passende midler og under hygiejniske forhold. Uddannelsen kan bestå af instruktion fra besætningsdyrlægen og sidemandsoplæring. Manskal opfylde denne betingelse inden man deltager i kurset i lokalbedøvelse af pattegrise forud for kastration, som er nævnt i punkt 3.

2.    Man skal have gennemført et medicinhåndteringskursus eller opfylde betingelserne for at være undtaget fra kravet herom – se siden om medicinhåndteringskurser.

3.    Man skal have gennemført et kursus i lokalbedøvelse af pattegrise forud for kastration, som er godkendt af Fødevarestyrelsen.

Der er ingen undtagelser fra kurset. Der er en mulighed for at søge om dispensation, såfremt man kan dokumentere at have erhvervet tilsvarende kvalifikationer på anden måde end ved det danske kursus,   jf. § 7. Stk. 6. i Bekendtgørelse om dyreejeres anvendelse af lægemidler til dyr samt offentlig kontrol og fødevarevirksomheders egenkontrol med restkoncentrationer.  

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle