Friland vokser igen - trods færre slagtede økogrise

Næsten to procent færre økogrise blev slagtet hos Friland. Det skete dog til stigende noteringer. Imens blev kreaturerne presset af corona-pandemien.

Efter en periode med pressede økogrise-noteringer er der igen positive vinde at mærke hos Friland.

Fremgangen skete dog fra et utroligt lavt niveau - og på basis af et faldende antal slagtninger. Nemlig 1,8 procent færre dyr blev der kørt til slagteriet hos Friland i 19/20.

Hen over året fik de økologiske griseproducenter inkl. noteringen og restbetalingen fra Danish Crown i gennemsnit udbetalt 23,70 kr. pr. kg. mod 22,05 kr. pr. kg. sidste år.

Priserne er stadig langt fra prangende på økogrisene, men Claus Hein, administrerende direktør i Friland, glæder sig over, at der trods alt er fremgang.

I regnskabsberetningen, der er udgivet efter dagens møde blandt leverandørerne, vurderer direktøren, at der nu er ny stabilitet på markederne.

"Balancen mellem udbud og efterspørgsel har været bedre end tidligere år. Dermed er den overforsyning af markederne, som vi har set tidligere, så småt ved at være ovre for denne omgang. Priserne er ved at stabilisere sig, og i takt med at vi forsøger at fordele risikoen på flere markeder, er målet at undgå alt for store udsving", lyder det især med henvisning til den nye satsning med salg af økologisk grisekød til Nordamerika.

Claus Hein ytrer ikke umiddelbart noget behov for at samle de "mistede" antal økogrise op igen eller på anden vis udvide råvaregrundlaget.

"Vi vil optimere på den balance vi har", lyder det, og i årsrapporten fremgår det, at det danske salg for nu er stabilt.

Derimod er der fortsat fremgang i salget til Nordamerika, hvor 4 producenter nu er godkendt til den særlige produktion uden brug af antibiotika og med yderligere en række produktionskrav i forhold til de danske vanlige standarder.

Kreaturer hårdt ramt af covid-19

De økologiske grise fylder 52 procent af Frilands omsætning, der samlet nåede 859 mio. kr. - en fremgang på i alt fire procent i forhold til sidste år.

Næstefter økogrisene er økologiske kreaturer den største gruppe med 32 procent af omsætningen hos Danish Crown-datteren. De resterende dyr udgøres af frilandsgrisene med 12 procent, samt konceptet Friland Kødkvæg.

De økologiske kreaturer fik den højeste omsætning i konceptets historie, hvor især eksporten buldrede fremad med hele 10 procentpoint. Det skyldes blandt andet en ny afdeling for Friland i Kiel.

Samtidig steg antallet af slagtninger med 6 procent, blandt andet på grund af stoppet for aflivning af tyrekalve.

Af den økologiske kreatur-afsætning udgør hakket oksekød stadig megahittet med hele 61 procent af salget. 

Leverandører af økologiske kreaturer fik i gennemsnit udbetalt 26,47 kr. pr kg. mod 25,35 kr. pr. kg. sidste år.

Hvor økokreaturerne klarede sig godt igennem, fik Friland Kødkvæg en dukkert af corona-pandemien, der ramte i marts.

"Vi afsætter en del af Friland Kødkvæg til restauranter og foodservice, og dette koncept har derfor været hårdest ramt af covid-19 nedlukningen. På Frilandsgris-konceptet opvejede mersalget i detail under nedlukningen stort set det svigtende salg til foodservice og restauranter", udtaler Claus Hein i en pressemeddelelse om året.

Leverandører af Friland Kødkvæg har i gennemsnit modtaget 26,89 kr. pr. kg. mod 27,89 kr. pr. kg. sidste år.

Til leverandører af Frilandsgris, er der i gennemsnit udbetalt 16,97 kr. pr. kg. mod 14,57 kr. pr. kg. sidste år.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle