Frit Fjerkræ foreslår ny kontrol for stalddørssalg

Foreningen Frit Fjerkræ ønsker et nyt salmonellaprogram for små konsumægsbesætninger. De mener, at de små besætninger bliver forskelsbehandlet i forhold til de store. Det skriver foreningen i en pressemeddelelse.

I Frit Fjerkræ har vi kigget  på reglerne for salmonellakontrol af spiseæg fra små besætninger. Vi mener at der er plads til forbedringer og de små besætninger bliver forskelsbehandlet i forhold til de større besætninger som reglerne er i dag, lyder det fra foreningen i en pressemeddelelse.

"Vi har derfor foreslået Fødevarestyrelsen at kontrollen ændres på samme måde som den skete i 2013 for de større besætninger til at være bakteriologiske prøver (gødning) istedet for serologiske (æg). Der er simpelthen for mange falske positive prøver fra æg. Altså prøver som viser at der er salmonella, men hvor den opfølgende test viser at der alligevel ikke var salmonella", skriver de.

I 2016 og 2017 var der i alt 29 mistanker ud fra kontrollen med æg. I ingen af tilfældene viste en efterfølgende test med gødningsprøver at der var salmonella i besætningen.

22 af de mistænkte besætninger blev testet og de blev fundet negative for salmonella. De resterende 7 besætninger opgav stalddørssalget og blev derfor ikke testet yderligere.

"Ydermere vil et skift til gødningsprøver i næsten alle tilfælde være billigere for stalddørsproducenten. Samtidig kan det undgås at producenter unødigt sættes under offentligt tilsyn og skal betale for at Fødevarestyrelsen kommer ud og foretager sokkeprøver efter falske positive prøver," lyder det fra foreningen.

Frit Fjerkræ mener også, at der er også grund til at kigge på reglerne for godkendelse af høns der ikke stammer fra registrerede rugerier - det vil sige racehøns.

De skal i dag også testes med blodprøver og æg. Men hvis en besætning tester positiv, så testes den igen med gødningsprøver. Derfor foreslår foreningen, at det usikre mellemled med serologiske prøver springes over og der udelukkende bruges gødningsprøver.

Det vil nemlig, ifølge foreningen, gøre det mere økonomisk overkommeligt at få godkendt en besætning til stalddørssalg og dermed forhåbentlig flere vil bruge racehøns i stalddørssalg.

Forslaget fra Frit Fjerkræ er sendt til Fødevarestyrelsen og til Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg.

Du kan læse hele forslaget her.

Foreningen vil presse på for at det bliver gennemført hurtigst muligt.

 

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle