Friværdier i jord bliver til grise i udlandet

Danmark er ikke længere stort nok for mange landmænd. Mindst 400 danske landmænd - formentlig langt flere - har etableret sig i udlandet eller i det mindste investeret i udlandet. Det viser en undersøgelse, LandbrugsAvisen foretager i januar.

De 400 er landmænd, som sætter penge i offentligt kendte projekter, og ifølge Torben Rifbjerg, DLBR Advice, der rådgiver om investering i udlandet, stiger aktiviteten voldsomt.

»Antallet af projekter er mere end dobbelt så stort som sidste år,« siger han.

DLBR Advice har da også øget staben fra 6 til 10 på et år.

Han skønner, at danske landmænd alene i 2006 investerer 500 mio. kr. i nye projekter, og at de i ØstEuropa nu har investeret i alt tre mia. kr.!

Mange af projekterne handler om svineproduktion, men også minkfolket har udlængsel, ligesom der er rift om jorden i Baltikum, som, håber man, vil stige. Vindmøller hitter også.

Investerer også hjemme

Pengene til de udenlandske investeringer er lånt op i friværdier i de hjemlige ejendomme, ligesom bankerne også er med på en risiko.

Det er altså jordprisens himmelflugt, der muliggør investeringer i udlandet. Men landbrugsbedrifternes friværdier får også lov at arbejde herhjemme.

Landscentret i Skejby har nu fem konsulenter, der kun arbejder med finansieringsrådgivning og formuepleje, og det er en fordobling på et år. De servicerer et langt større antal konsulenter i lokale landbocentre, og i november søger Dansk Landbrugsrådgivning efter hele syv formuerådgivere i ét stillingsopslag.

Flere konsulenter

Det faldende antal landbrug fører da heller ikke til færre konsulenter. Alene på økonomiområdet er der tale om en nettotilgang på flere end 30 i år, og det samme forventes næste år - blandt andet til rådgivning om investeringer i Danmark og udlandet.

"Antallet af projekter i udlandet er mere end dobbelt så stort som sidste år

Torben Rifbjerg, direktør DLBR Advice

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle