Frygt for svinepest tvinger soldater til at skure alt ned med håndkraft

Med kraftige børster skal danske soldater på vej hjem fra mission i Estland vaske alt organisk materiale væk. 

De cirka 200 danske soldater, der gennem et år har været del af Natos knytnæve mod øst i Estland, kommer hjem i de kommende uger.

Inden soldaterne får lov at rejse hjem fra basen ved den lille by Tapa, venter imidlertid en sur tjans:

Tøj, støvler, containere og pansrede køretøjer skal vaskes og skurres grundigt med børster og desinficeres med håndkraft.

Ifølge stabsdyrlæge i Forsvarets Sanitetskommando Niels Kristian Nielsen frygter man nemlig, at soldaterne skal hjembringe spor af den afrikanske svinepest, der trives blandt vildsvinene i de estiske skove.

"Især støvlerne skal renses for alt organisk materiale. Men også de store containere og køretøjer, som vi har haft ude i øvelsesområderne".

Spørgsmål: Hvordan foregår det?

"Det er jo ikke to millimeter skidt og møg, der sidder på sådan nogle pansrede mandskabsvogne. Det er snarere lag af 15 centimeter. Så det er soldater med en kraftig børste eller en skruetrækker, der fjerner de store klumper af skidt, før alt kan vaskes, og køretøjerne kan sprøjtes med desinficeringsmiddel", siger Niels Kristian Nielsen.

Stabsdyrlægen understreger, at det er ekstremt vigtigt, at rengøringen af materiellet foregår korrekt.

"Hvis vi får hjembragt afrikansk svinepest, så vil det koste det danske landbrug omkring otte milliarder kroner i løbet af de første sekunder, efter at den første danske gris bliver smittet", siger han.

Det skyldes ifølge Niels Kristian Nielsen, at effekten af et udbrud i Danmark vil lamme eksporten "momentant og fuldstændigt".

Han har selv været et smut til den estiske base for at få løbet rengøringen af materiellet i gang, og en af hans kolleger er i denne uge på basen for at tjekke, at det hele foregår som planlagt.

"For tillid er godt, men kontrol er bedre", siger han.

Når de danske soldater fra midten af januar overdrager stafetten til Belgien og vender hjem, er den danske tilstedeværelse i Baltikum i al væsentlighed ovre for denne gang.

Det er dog planen, at det danske soldaterbidrag skal til Tapa igen i starten af 2020.

Derfor bliver flere af containerne også tilbage på basen.

/ritzau/
 

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle