Frygtet sygdom: Udbrud påvirker kun eksporten minimalt

Angebet af plasmacytose påvirker kun eksporten med 60 mio. kr. svarende til et fald på 0,6 procent.

Over 130 minkfarme i Holstebro-området er ramt af den frygtede minksygdom, plasmacytose. For hver enkelt minkavler løber tabet i gennemsnit op i omegnen af én mio. kr.

Men tabet bliver næsten ikke til at se på værdien af den danske eksport af minkskind, selvom de ramte farme omkring Holstebro udgør næsten 10 procent af de danske minkfarme. Det vurderer konsulent Hans Henrik Møller, Kopenhagen Fur.

»Hvis vi får indkapslet sygdommen - og det regner vi med, så påvirkes eksporten kun et enkelt år, nemlig i salgsåret 2017, hvor de skind, vi pelser i 2016, bliver solgt,« siger Hans Henrik Møller.

»I runde tal løber tabet i eksportværdi op i cirka 60 mio. kr. Ud af den samlede danske eksport af minkskind på 11 mia. kr. svarer tabet derfor kun til knap 0,6 procent.«

Tre tab i eksportværdi

Tabet i eksportværdi sker som følge af tre ting:

Færre hvalpe: De nye tæver, som de ramte minkavlere køber ind, får typisk 0,3 hvalp mindre, end de tæver avlerne havde før saneringen. Samlet set for de ramte avlere betyder det et tab på cirka 100.000 skind eller 30 mio. kr. i salgsværdi ved en salgspris på 300 kr.

Lavere kvalitet: De indkøbte tæver har ikke samme høje kvalitet, som de pelsede tæver. Det betyder et tab på omkring 10 kr. pr. skind for en produktion af cirka 1,5 mio. skind. I alt 15 mio. kr. i salgsværdi.

Ændret typefordeling: De ramte farme havde mange lyse minktæver som hvide, palomino og pearl, der giver de dyreste skind. Andelen af lyse mink i de indkøbte tæver er mindre, og det giver en lavere skindpris og et tab på cirka 15 mio. kr. i salgsværdi

Ud over det samlede tab i eksportværdi - og dermed indtjening for de ramte avlere - på 60 mio. kr. anslår Hans Henrik Møller, at minkavlerne af branchens fælles kasse bruger mellem 30 og 40 mio. kr. på sanering, rengøring og blodprøvning på de ramte ejendomme.

»Det påvirker minkavlernes fælles pengekasse men ikke eksporten,« siger Hans Henrik Møller.

Udgift til avlsdyr

Ud over tabet på lavere avlsresultat og skindpris kommer der en udgift til indkøb af nye avlsdyr til de ramte besætninger.

»Men da andre minkavlere tjener på at sælge tæverne, bliver der ikke tale om et tab for branchen samlet set. Det er en omfordeling af indtjeningen blandt avlerne,« forklarer Hans Henrik Møller.

Prisen for saneringsdyrene er baseret på et tillæg til skindprisen i 2016.

Faktaboks

Plascmacytose

  • Plasmacytose er luftbåren. Den kan også smitte via katte, hunde eller tøj, fodtøj og køretøjer. 
  • Smittede mink trives dårligt. Der ses reproduktionsproblemer, nyresvigt, og dødeligheden øges betragteligt.
  • Sygdommen kan ikke behandles. Minkene skal pelses og farmen rengøres grundigt.
  • Sygdommen er ikke farlig for mennesker.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle