Fugleinfluenza fundet i hønsebesætning i Nordjylland: 50.000 høns skal aflives

Fødevarestyrelsen har fundet fugleinfluenza i et økologisk hønsehold nær Sæderup, syd for Aalborg. Besætningen er på knap 50.000 høns.

Fødevarestyrelsen har konstateret et udbrud af fugleinfluenza i en besætning med knap 50.000 æglæggende høns nær Sæderup syd for Aalborg.

Det viser prøveresultater, som Fødevarestyrelsen har fået fra Statens Seruminstitut onsdag aften. Det skriver styrelsen i en pressemeddelelse.

Fødevarestyrelsen begynder at aflive dyrene fredag.

Der er tale om lavpatogen fugleinfluenza af typen H5N1. Lavpatogen betyder, at den er mild sammenlignet med højpatogene typer. Den anses ikke for at være farlig for mennesker.

De fleste fjerkræ dør ikke af lavpatogen fugleinfluenza, og ikke alle viser sygdomstegn, men de kan smitte andet fjerkræ, og virus kan ændre sig til den højpatogene type, der har en dødelighed på op imod 100 procent.

Aflivningen af dyrene skal forhindre, at virus bliver højpatogen og rammer andre dyr eller mennesker.

Fødevarestyrelsen har som vanlig oprettet en zone med særlige restriktioner på én kilometer rundt om besætningen.

Det betyder, at hverken private eller professionelle fjerkræejere i området må flytte fjerkræ, andre fugle samt æg ud af, ind i eller inden for zonen. Fjerkræ i zonen må dog fortsat gerne være udendørs. 

Derudover skal hobbyejere i zonen senest 7. februar 2020 registrere deres fjerkræ hos Fødevarestyrelsen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle