Fugleinfluenzaen hærger som aldrig før: Nu begynder vigtig nedtælling for fjerkræproducenterne

Den højpatogene og meget smitsomme fugleinfluenza hærger stadig i Europa i en grad, der ikke er set før, men nu er den sidste overvågningszone efter de danske udbrud ophævet, og dermed begynder nedtællingen til at de trængte fjerkræproducenter igen må eksportere deres produkter.

De kommende to måneder bliver afgørende for de danske fjerkræproducenter. 

For undgår vi flere udbrud af den højpatogene fugleinfluenza af typen N5H8 i kommercielle fjerkræbesætninger, så kan den danske fjerkræbranche håbe på at generobre en række vigtige eksportmarkeder til april.

Siden november har tre danske fjerkræbesætninger været ramt af den alvorlige og meget smitsomme fugleinfluenza, senest en besætning ved Viborg nytårsaftensdag, hvor man måtte slå 9000 dyr ned.

Udbruddene har betydet, at flere lande uden for Europa i blandt andet Asien har stoppet deres import af danske fjerkræprodukter, og det har kostet både indtægter og faldende fjerkrænoteringer.

"Det har store konsekvenser, når der kommer et udbrud, så nu krydser vi fingre for, at vi ikke får flere. For jo hurtigere vi får gang i eksporten igen, jo bedre bliver økonomien igen - ikke mindst for producenterne", siger Mie Nielsen Blom, chefkonsulent i Fødevaresikkerhed, veterinære forhold & risikoanalyse hos L&F.

Siden november har producenterne hos de to største kyllingeslagterier, Danpo og HKScan, set deres noteringer falde med mellem 20 - 30 øre. 

NEdtællingen er startet

Den tekniske forklaring er, at det minimum tager tre måneder fra en smittet farm er erklæret fri for fugleinfluenza, til Danmark igen kan starte sin eksport af fjerkræprodukter. 

Når en europæisk besætning rammes af fugleinfluenza slås dyrene ned, og der oprettes to sikkerhedszoner om gården, hvor der gælder en række restriktioner for andre fjerkræproducenter inden for zonen. Gården rengøres, og først når rengøringen er godkendt, og man er sikker på at smitten ikke har bredt sig, kan zonerne ophæves og den vigtige tre-måneders nedtælling begynde.

Den danske nedtælling startede midt i januar, og den sidste zone blev ophævet den 11. februar.

"Så nu er nedtællingen til, at vi kan få gang i eksporten igen, startet. Vi har en stor eksport og stor afsætning til tredje lande (lande uden for EU red.), så det vil få stor betydning", siger Mie Nielsen Blom, der derfor også appalerer til at alle danske fjerkræholdere fortsat holder og følger myndighedernes anvisninger.

Tredjelandene såsom Singapore er vigtige for det danske marked, fordi landene aftager dele af eksempelvis slagtekyllingerne, som er svære at afsætte til en god pris andre steder. Dermed falder den samlede indtjening på produkterne, når dele ikke kan afsættes.

Sidste gang Danmark og resten af Europa var hårdt ramt af højpatogen fugleinfluenza var i 2016/2017. Efterfølgende beregninger anslår, at det ene danske udbrud af højpatogen fugleinfluenza, der ramte i november 2016, kostede erhvervet omkring 100 mio. kr..

Buldrer stadig løs

Fugleinfluenzaen er dog langt fra stilnet af. 

"Det buldrer og brager stadig løs om ørene på os. Vi er langt fra sikre på, at der ikke kommer flere udbrud, og det er vi ikke, for vi finder stadig rigtig mange vilde fugle, der er smittet", siger Mie Nielsen Blom, chefkonsulent i Fødevaresikkerhed, veterinære forhold & risikoanalyse hos L&F.

"En anden faktor er også, at nu begynder det snart at blive lunere i vejret, og så skal trækfuglene nordpå igen, så vi er udsat for 'trafik' hele tiden".

Ifølge en opgørelse har Frankrig siden efteråret oplevet 445 udbrud i kommercielle fjerkræ besætninger, Tyskland 40, Polen 30, Sverige fem og tre i Danmark. Derudover kommer de mange fund af vilde fugle, der er døde af sygdommen.

"Finland har aldrig haft fugleinfluenza før, og de er nu også ramt i både de vilde fugle og en besætning. Vi har aldrig set noget lignende og så voldsomt før, det er fuldstændig massivt", forklarer Mie Nielsen Blom.

"Vi har set virkelig få udbrud i forhold til vores naboer i Tyskland og de ævrige EU-lande, men smitten er alligevel massivt til stede. Der er blevet indsendt 288 isolater (dyr til prøvetagning red.) i Danmark i 2020 og 93 af dem var positive. I 2021 indtil nu er der allerede indsendt 154 og de 46 er fundet positive", forklarer Mie Nielsen Blom.

Stor indsats i DK

Allerede i slutningen af september blev resten af Europa advaret om, at der var fundet smitte med fugleinfluenza i Rusland. Smitten kom derefter til Europa med trækfuglene nordfra på deres tur til syden.

Med advarslen var der dog tid til at forberede de danske fjerkræavlere, der lige nu alle skal holde deres dyr indendørs.

"Vi har massivt sørget for at informere og oplyse vores producenter og virksomheder om alt, hvad der rør sig, for at sikre, at de kunne reagere hurtigst muligt på nye restriktioner, så f.eks. ikke man får sendt en container afsted med produkter, som bliver sendt tilbage, fordi den ikke må komme ind i det pågældende land", forklarer Mie Nielsen Blom, der er stolt af den danske indsats. 

Det har også krævet hårdt arbejde at hjælpe de få avlere, der er blevet ramt af at ligge inden for de såkaldte zoner, med at forstå de restriktioner de rammes af.

"De her zoner gav store konsekvenser for producenterne, der er i zonerne, for f.eks. kan du kun flytte dine dyr ud af zonen, hvis dine dyr er fritestet - og det tager lang tid og koster. Testmaterialet er dyrt og skal opbevares på frost, de må kun tages af en dyrlæge, prøverne skal fragtes til SSI (Statens Serum Institut red.) og det hele skal foregå inden for 48 timer, så det er et større logistisk arbejde, både for producenten men ikke mindst også for slagteriet", siger Mie Nielsen Blom.

Alle fugle kan rammes af fugleinfluenza, men høns og kalkuner er særligt udsatte og udvikler kraftige symptomer. Svømmefugle er generelt mere modstandsdygtige og kan bære på fugleinfluenza uden have symptomer. Der er ikke rapporteret om smitte til mennesker med de typer af fugleinfluenza, der i øjeblikket cirkulerer i Europa. 

Faktaboks

Danske udbrud 2020 / 2021 

  • Mandag den 16. november blev en stor rugeægs-besætning i Tustrup i Randers Kommune ramt af fugleinfluenza. Det er det første udbrud i en stor kommerciel, indegående besætning i Danmark. Besætningen, som bestod af ca. 29.000 høns, blev aflivet, og zonerne blev ophævet den 20. december og 4. januar 2021.
  • Der blev den 9. december 2020 konstateret udbrud af højpatogen fugleinfluenza i en hobbybesætning ved Jelling med 400 sjældne ænder, høns og duer. Zonerne blev ophævet den 4. og 12. januar.
  • 1. januar 2021 blev konstateret udbrud af højpatogen fugleinfluenza i en fjervildtbesætning i Løvel ved Viborg. 9.000 dyr blev slået ned. Zonerne blev ophævet den 2. februar 2021 og den 11. februar.
  • Der har været registeret et fjerde udbrud af fugleinfluenza i en dansk "besætning", men da det var et mindre hobbyhold af undulater, parakitter og ganske få høns i en fritidsklub i Valby, hvor hverken dyr eller æg er gået til konsum, tæller det som et fund i vilde fugle og medfører derfor ikke oprettelse af zoner eller yderligere forlængelse af eksportstoppet.
  • Derudover har Danmark også været ramt af en tysk overvågningszone efter et stort udbrud i en nordvesttysk besætning den 16. november 2020, hvor 10-kilometer zonen gik ind over den danske grænse.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle