Fuld af afmagt: De er langt væk hjemmefra - men ser krigen i øjnene

Bekymringer om familiens sikkerhed fylder i alle døgnets timer hos fire ukrainere, som arbejder ved Viborg.

Vita sætter sig som den sidste ved bordet i staldkontoret. Fem minutter før vores aftalte interview er et rødt flag dukket op på skærmen på hendes telefon. Det er et bombevarsel fra det lokale nyhedsmedie hjemme i ukrainske Zjytomyr. Vita får fat i sine forældre og beder dem gå i beskyttelsesrummet.

"Det er ikke alle de ældre ukrainere, som har en smartphone eller bor så tæt på sirenemasterne, at de kan høre dem. Jeg har det også bedst med at få fat i min mor, når alarmen kommer", fortæller hun.

I krigens første fem dage er varslet om et formodet bombeangreb dukket op på hendes telefon syv-otte gange hver dag.

Telefonen bipper mange gange i løbet af den halvanden times tid, vi taler om den russiske invasion i Ukraine. Nyheder og beskeder hjemmefra tikker ind og besvares med det samme. Tre kvarter inde i samtalen kommer et grønt flag på telefonen. Forældrene kan nu gå tilbage til huset.

Langt væk, men tæt på

Uden for staldkontorets vinduer trasker de første af gårdens køer roligt ind i malkestalden. Og uden for stalden er kørsel med møg og gylle sikre tegn på forår og en ny dyrkningssæson.

Kontrasten kan derfor næppe blive større til den stress og afmagt, som fylder hos mælkeproducent Lars Kristensens ukrainske ansatte. De er langt væk hjemmefra, men har krigen tæt på via opkald, beskeder, videoer og billeder fra deres familier og venner.

Øjnene er blanke og deres blikke til tider tomme. På et medbragt kort over Ukraine giver de sig hurtigt til at fortælle, hvor de kommer fra, hvor deres familier og venner bor, og i flere tilfælde, hvor de russiske styrker står.

Larysa sætter en ring om Tjernobylværkets placering. Hun er bange for, hvad den russiske kontrol med det gamle atomværk kan få af betydning.

"Putin er en gal mand. Man har hverken hjerte eller hjerne, hvis man sætter sådan noget i gang", siger hun.

Hvordan kan det ske?

De fik hver især beskeden om den russiske invasion på nogenlunde samme måde: Familierne ringede hjemmefra med beskeden om, at skyderier og bombardementer var begyndt.

"Jeg blev chokeret. Vi har 2022. Ingen havde forestillet sig, at det ville ske", siger Marina.

Hendes forældre er indtil videre i god behold. Sådan er det også for de tre andre. Men en af Marinas venner fik bombet sit hus, fordi det lå tæt på en lufthavn, som russerne gerne ville kontrollere.

De har talt om at tage hjem, men indtil videre vurderer de, at de gør bedst nytte ved at bidrage på afstand ved at sende penge og sanitære hjælpemidler hjem.

"Hvis jeg tog hjem, ville jeg tage del i hjælpearbejdet. Jeg ville involvere mig i alt det, jeg kunne, men det virker også kaotisk. Det er svært at træffe et valg lige nu, for hvem kan sige, hvilken beslutning der er den rigtige", spørger Larysa.

For hendes kæreste Alex er der yderligere den overvejelse, at han ikke får lov at forlade Ukraine, hvis først han er trådt ind over grænsen. Han skal deltage i krigen, fortæller han.

Taknemmelighed

Familien Kristensen har en minibus med plads til otte personer, og der et stående tilbud om, at medhjælperne kan bruge den til at hente familie og venner. Indkvartering bliver heller ikke et problem, slår Lars Kristensen fast.

Vita har overvejet det. Hendes mand mener, at de bør hente Vitas forældre, så de i det mindste kan redde to.

"Men min mor vil ikke forlade min bror. Han må ikke forlade landet, han skal deltage i krigen. Hun er taknemmelig for, at vi er sikre her", siger Vita.

Hendes stemme ryster, og hun fortæller, at hun har haft svært ved at sove siden torsdag. Når hun ikke er på arbejde, går hun rundt med telefonen i hånden hele tiden. Svarer moderen ikke inden for et minut, bliver hun bekymret.

"Det er faktisk rigtig rart at komme på arbejde og blive afledt. Trine og Lars er så fantastiske mennesker. De taler med os, lytter til os, de er her for os", siger hun og kigger taknemmeligt på Lars Kristensen.

Taknemmeligheden gælder også de mange bidrag, som danskerne sender afsted mod Ukraine. Eksempelvis via foreningen ’Bevar Ukraine’. De nævner også de danskere, som tilbyder at køre ned med nødhjælp og tage ukrainere med retur.

En polak, som tidligere har arbejdet hos Lars Kristensen, har også tilbudt husly hos sine forældre, hvis nogen skulle få brug for det.

En stor løgn

Hvad udfaldet af krigshandlingerne bliver, ved de af gode grunde ikke. Men Vita er overbevist om, at det aldrig vil lykkes for Putin at gøre ukrainerne til russere.

Hun har to onkler, som bor i Rusland. Hun har ikke talt med dem, men de kender til krigen.

"Mange russere tror, at vi har en krig internt i Ukraine. Det har vi ikke. Det hele er en stor løgn. Putin har ødelagt Rusland. Nu går han efter os. Men vi overgiver os ikke frivilligt", siger Larysa.

Af hensyn til sikkerheden for de pårørende har vi valgt ikke at bringe medarbejdernes efternavne.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle