Fynsk landmand tjener igen millioner på mælk og svin

Landbrug og industri giver flere store plusser på fynsk families regnskaber.

Den fynske familien Poulsen fik endnu et solidt afkast i det netop afsluttede regnskabsår 19/20. Det fremgår af de mange selskaber i familiens ejerskab, hvor der i dag er tikket regnskaber ind.

I familiens selskab Andekærgård ligger der godt 5 mio. kr. tilbage på bundlinjen.

Det er Andekærgård, der ejer den markante kvægbesætning på Tåsinge med en af Danmarks absolut største stalde.

Kurt Brusgård Poulsen færdiggjorde for tre år siden byggeriet af en stald til 1400 jerseykøer fra bar mark.

Derudover er familien medejer af Langerod ApS, med en markant fynsk svineproduktion under ledelse af Henrik Solgaard, et biogasselskab samt andre landbrugsselskaber, som Rubjerglund ApS og Toftegaard A/S. 

Langerod gjorde i 2019 en af landets største svinestalde færdige - også på Fyn. Her er der på 9.500 kvadratmeter plads til 42.000 årlige slagtesvin.

Langerod leverede i 19/20 et resultat på 9,8 mio. kr - en forbedring fra 18/19-niveauet, hvor man endte med 7,1 mio. kr. på nederste linje. Regnskabet sluttede ved udgangen af september.

Stål & Plast A/S i Ringe udgør dog også en væsentlig del af familiens aktiver og hovedparten af det samlede overskud i holdingselskabet.

I alt landede der i familien Poulsen Holding Aps 55,4 mio. kr. i overskud. Pæne tal i forhold til den samlede mængde aktiver på 323 mio. kr. Der er rykket massivt flere aktiver ind i selskabet i forhold til regnskabsåret 18/19, hvor aktiverne talte 114,9 mio. kr.

Egenkapitalen lyder på 141,2 mio. kr.

Ud over svine- og mælkeproduktion har familien også investeret i markdrift - samt en række øer i det naturskønne sydfynske øhav. 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle