Gårdejer om Greenpeace-aktion: "De har besat min ejendom"

Tirsdag morgen gik 17 aktivister fra Greenpeace ind på Kim Kjær Knudsens gård på Sjælland. De hængte bannere op for at protestere mod svineproduktionen.

"Det føles mere eller mindre som at få et indbrud derhjemme. Sådan føles det. De har besat min ejendom og er kravlet op på taget af en stald og i mine siloer og sat bannere op", siger Kim Kjær Knudsen, om de 17 aktivister fra Greenpeace, der tirsdag morgen er slået til på Vanløsegård, et dansk svinebrug, der ligger mellem Ringsted og Holbæk.

I de tidlige morgentimer klatrede aktivisterne fra Greenpeace op og monterede et 42 meter langt banner på taget af den største stald og hængte desuden et 9x7 meter stort banner op på en af gårdens fodersiloer.

Vanløsegård er ejet af Kim Kjær Knudsen, der har anmeldt aktionen til politiet, der har sendt to mand ud til gården.

"Det foregår meget stille og roligt, og vi passer vores arbejde. Men de er stadig på gården", siger Kim Kjær Knudsen, der ikke selv er til stede på gården.

Vil ikke være politisk symbol

Kim Kjær Knudsen hørte først om aktionen, da han tændte for morgenradioen, der bragte nyheden. Han ringede straks til sin medarbejder på gården, der også var mødt tidligt, og som netop havde set personerne på taget.

"Man bliver også gjort til en politisk statuette i Greenpeaces dagsorden, som jeg faktisk ikke helt kan forstå, skal være os", siger Kim Kjær Knudsen.

"Vi har lige investeret meget i luft- og lugtrensning og miljøteknologier, der sænker vores påvirkning på omgivelserne. Derfor er vi egentlig et rimelig dårligt eksempel på en politisk kampagne – og lige hos os, har vi investeret mange penge, og det kan vi jo netop kun gøre, fordi vi får en vis størrelse".

Budskaberne på bannerne er blandt andet 'Stop svineriet' og 'Giv Danmark landet tilbage - stop svinefabrikkerne'.

Emneord

Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle