Gården med den særprægede malkestald er sat til salg for 72 millioner kroner

Ved Nibe er et kvægbrug med næsten 300 køer netop sat til salg.

Nogle landbrug skiller sig ud fra mængden med særlige detaljer og til den kategori hører kvægbruget på Kirketerpvej 98, 9240 Nibe.

Bedriften, som netop er annonceret til salg af Nybolig Landbrug Berg Risager, består af en mælkeproduktion med næsten 300 køer og køerne går i helt almindelig løsdriftsstald.

Men malkestalden er det, som man kan huske ejendommen på. Bygningen, som rummer malkekarrusellen med 28 pladser, er nemlig rund og opført i to etager. Bygningen er sat i røde mursten og på nederste etage finder man teknikrum, kontor, badeværelse og garage til to biler og under gulvet er der lagt gulvvarme. På førstesalen står malkestalden af mærket Strangko, og den har været i drift siden 2005.

Prisen for ejendommen er sat til 72 millioner kroner.

Der medfølger 228,9 hektar. Der er tilforpagtet cirka 76 hektar og bortforpagtet cirka 39 hektar.

Ejendomspakken indeholder seks ejendomme, hvoraf kvægproduktionen er på hovedejendommen. Der er stuehuse på fire af ejendommene.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle