Gartneri vender underskud til overskud og får rekordstart på 2020

Gartneriet Alfred Pedersen & Søn kommer ud af 2019 med grønne tal på bundlinjen. De nåede dog ikke helt i mål med budgetterne, fortæller direktøren.

Gartneriet Alfred Pedersen og Søn, der producerer tomater nær Bellinge på Fyn, har fremlagt regnskab for 2019. 

De har fået vendt et underskud i 2018 på 5,6 millioner kroner til et overskud i 2019 på 4,3 millioner kroner. Selvom det selvfølgelig er positivt, kunne det bestemt have set bedre ud, lyder det fra direktøren, Mads Pedersen.

"Vi er ikke helt tilfredse med vores resultat for 2019. Vi har været ret hårdt ramt af skadedyrsindgreb i vores økologiske del af produktionen. Så selvfølgelig er vi tilfredse med resultatet, men det kunne have været flottere", siger han.

Den økologiske del af produktionen er trinvist blevet skalleret op de seneste år og fylder nu 40 procent af den samlede produktion. En anden årsag til det mindre fine regnskab skal også findes i selve omlægningen til økologi. I 2018 tilbyggede de et nyt gartneri for at få mere økologi ind, og det kom ud for indkøringsvanskeligheder, som 2019 betalte bøden for.

2020 er Bedste start nogensinde

Trods det mindre tilfredsstillende regnskab er Alfred Pedersen & Søn kommet i gang med et 2020, som indtil videre tegner rigtig godt. De har endnu ikke mærket til corona-krisen - formentlig fordi de mest af alt sælger til detailbranchen, siger direktøren.

"Det har faktisk været den bedste start nogensinde. Nu skal jeg selvfølgelig passe på med at sige noget endnu, men en god start kommer ikke dårligt tilbage, men der kan pludselig ske noget", siger Mads Pedersen.

Direktøren fortæller, at omlægningen til økologi har medvirket til den gode start. De har fået lavet en god aftale med Salling Group, som køber stort set alt fra deres økologiske del af produktion. Resten af produktionen bliver blandt andre solgt til Supergros og Rema1000.

Virksomheden vækster generelt, og det ses blandt andet i antallet af medarbejdere, som er steget 85 ansatte i 2015 til 145 i 2019.

"Det er selvfølgelig fordi, virksomheden vækster. Vi har tidligere haft mange vikarer inde, hvorimod vi nu stort set kun har egne medarbejdere. Det er dyrere at have fastansatte, men så har vi tilgengæld mere stabil arbejdskraft", siger Mads Pedersen.

Gartneriet har en egenkapital på 57,6 millioner kroner og en soliditetsgrad på 63,6 procent.

Relaterede

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle