Gedeosteri om barske priser for øko-gedemælk: "Jeg håbede, at folk fik øjnene op for ged"

Der skal flere dyr og mere mælk til, hvis det skal gå bedre for de økologiske gedeprodukter, siger Tebstrup Gedeosteri.

Det er hårdt at være gedemælkebonde, fortalte Tobias Christensen, ejer af Nørgaards Geder, tidligere på ugen til LandbrugsAvisen.

Og det er heller ikke helt nemt at stå på den anden side og være mejerist, fortæller Dorthe Sørensen direktør i Tebstrup Gedeosteri. Tobias Christensen er eneste leverandør til mejeriet, så begge parter er afhængige af, at det går hinanden godt.

"De begyndte med at være to, der leverede gedemælk, og der blev vi enige om en aftale, hvor der skulle leveres 10 ton gedemælk om ugen til sammen. Jeg købte derfor ekstra maskiner og udstyr, så vi kunne håndtere det, men der kom aldrig den mængde mælk ind. Vi får simpelthen for lidt mælk igennem", siger Dorthe Sørensen.

Transporten er alt for dyr

Det er ikke kun mælkemængden, der udfordrer. Der er også alt for høje omkostninger til mælketransporten. Halvdelen bliver betalt af mejeriet, mens den anden halvdel bliver fordelt ud på landmændene.

Som ene leverandør er det dog kun Tobias Christensen, der betaler den anden halvdel, og det er ikke holdbart.

"Vi skal have gjort noget ved transportudgiften - den er alt for høj. Jeg har lige lavet en aftale med en anden gedefarm, som skal begynde at levere mælk en gang om ugen. Det gør, at de igen bliver to til at dele den udgift", siger Dorthe Sørensen.

Folk rynker på næsen af ged

Der er generelt ikke en særlig god økonomi i de økologiske gedeprodukter, og det har der egentlig aldrig været, fortæller Dorthe Sørensen.

"Det har altid været op ad bakke, men jeg håbede, at folk fik øjnene op for ged. Det er jo godt og velsmagende, men det er en sej tur. Jeg synes, det er blevet bedre med årene, og de unge kokke nu om dage er gode til at eksperimentere - også med ged", siger hun.

Der er dog et stykke vej endnu, og det handler især om, at danskerne skal spise mere ged. Tebstrup Gedeosteri er med på madmesser hvert år, og der er det svært at få danskerne til bare at smage.

"Folk rynker på næserne og tror, det smager af uld. Der er så mange fordomme om, at de ikke kan lide det, men når de så endelig smager gedeostene, kan de jo godt lide det alligevel", siger Dorthe Sørensen.

Økologi kontra konventionel

En del af løsningen er altså, at få danskernes øjne op for gedeprodukterne. Men endnu vigtigere er, at når de køber ged, så køber de dansk.

"Supermarkederne vil gerne brøste sig af danske varer, men de har så mange varer på hylderne, som ikke engang er fra EU. Det er vigtigt, vi støtter vores egne producenter og især oven på corona-krisen", siger Dorthe Sørensen.

Kunne en del af løsningen være at blive konventionel?

"Tobias store frustration er jo, at han får mindre for den økologiske gedemælk, end de konventionelle får, men det kan man ikke sammenligne på samme måde for geder som for køer. Der er kun et mejeri, der har konventionel gedemælk, og de har en helt anden mulighed for at give mere for mælken. De har f.eks. deres egne tankbiler", siger Dorthe Sørensen.

Desuden er der allerede en hel del udenlandske konventionelle gedeprodukter på markedet i og uden for Danmark, som ikke nødvendigvis vil højne prisen. Dorthe Sørensen tvivler derfor på, at det kan gøre noget bedre. 

"Løsningen er flere geder og mere mælk. Det vigtige lige nu er, at vi får hjulpet hinanden igennem situationen, så vi får en bedre økonomi næste år", siger Dorthe Sørensen.

Faktaboks

Prisen på økologisk gedemælk fra Tebstrup Gedeosteri:

  • Gedemælkebønderne får seks kroner per liter gedemælk, hvis mælken har et protein- og fedtindhold på syv procent tilsammen.
  • Man får et tillæg på 30 ører, hvis der er lave kimtal.
  • Nogle producenter har ligget med lave kimtal og højere protein- og fedtprocent, og i det tilfælde har prisen i vintermånederne været oppe på næsten 10 kroner per liter.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle