Genåbnede Putin dansk eksport? Nej, lyder vurdering.

Ruslands opblødning i forhold til biprodukter har intet at gøre med det russiske boykot, siger Allan Munch Mortensen, sektordirektør i Landbrug & Fødevarer.

Landbruget skal passe på med at skrue forventningerne for højt, efter at russiske myndigheder torsdag genåbnede for importen af biprodukter fra to af Danish Crowns kreaturslagterier.

For det her berører ikke Putins boykot af landbrugsvarer fra EU tilbage i august, fortæller Allan Munch Mortensen, sektordirektør i Landbrug & Fødevarer.

"Det her har ikke noget at gøre med vestens sanktioner på grund af Ukraine og det efterfølgende boykot fra Rusland. Det er en veterinær sanktion, der kom fra Russisk side i oktober 2014 , fordi russerne mener, at grænseværdien var overskredet for nogle stoffer i nogle oksekødsbiprodukter fra bl.a. en virksomhed i Danmark," siger han.

Resterende virksomheder skal med

Allan Munch Mortensen taler om de midlertidige restriktioner, som russerne indførte over for biprodukter 21. oktober, fordi de angiveligt havde fundet stoffer som tungmetaller og chloramphenicol i produkter importeret fra EU, herunder Danmark. Restriktioner som Danish Crowns kreaturslagterier i Holsted og Aalborg torsdag blev undtaget fra.

"Det er glædeligt, at Danish Crown fra årsskiftet har fået genåbnet deres eksport af biprodukter, og vi arbejder videre med at få russerne til at åbne op for endnu flere danske virksomheder. Det er vigtigt at have adgang til så mange markeder som muligt, og det russiske er især vigtigt i forhold til biprodukter fra oksekød," siger Allan Munch Mortensen.

Sektordirektøren understreger dog, at det i første omgang vil handle om at få genåbnet for de tilbageværende tidligere eksportører af biprodukter, herunder Scanpo A/S i Herlufmagle, Nordic Beef i Hadsund,  Aarhus Slagtehus og Aalestrup Kreaturslagteri - Hjalmar Nielsen.

 

 

 

Emneord

ruslandskrise

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle