Generationsskifter fylder hos Østjydsk Familielandbrug

Der var talrige spørgsmål til Østjydsk Familielandbrugs generalforsamling onsdag, som blandt andet gik på generationsskifter og ulve.

"Der er problemer med generationsskiftet. De unge har vanskeligt ved at
skaffe finansiering og komme ind i erhvervet", lød det fra en af deltagerne på Østjydsk Familielandbrugs generalforsamling onsdag.

Og det var langtfra det eneste spørgsmål, der blev stillet fra forsamlingen, for spørgelysten var stor, og diskussionerne flød ivrigt omkring alt, hvad der er oppe i tiden i forhold til
landbrug - både i forhold til lovgivning, kommende krav til landbrugsproduktion, beskyttelse af naturarealer,
og også til den konsulentservice, der bliver leveret fra det landbrugsfaglige rådgivningscenter, LMO, som Østjydsk Familielandbrug er medejer af.

Generalforsamlingen talte omkring 60 deltagere, og her var det formand Niels Jørgen Thomsens første beretning.

Her fremgik det tydeligt, at der udover det rent landbrugsfaglige arbejde også bliver prioriteret en række mere sociale og familieorienterede tiltag og events.

Gennem året har Østjyudsk Familielandbrugs bestyrelse blandt andet arbejdet målrettet på modeller
til at forhindre kvælstof- og fosfor- udledninger til vandløb og fjorde, arbejdet med
problemstillingen omkring drikkevandsboringer i Århusområdet og været på studietur til Sverige
for at se på, hvordan halebid hos grise kan forhindres.

Samtidig har foreningen holdt havevandringer, været på hyggeture og afholdt Åbent Landbrug med over 1100 gæster.

Formanden genvalgt

Formanden var på valg og blev genvalgt med applaus.

"Det er et drøn spændende arbejde. Jeg modtager gerne genvalg og takker for tilliden", sagde Niels
Jørgen Thomsen, der i det forgange år også er blevet medlem af Svineafgiftsfonden og derfor er
med til at uddele midler derfra.

Udover formandens beretning var der indlæg fra vicedirektør i LMO, Karsten Lauritzen, næstformand for Dansk Familielandbrug, Henrik Bertelsen og Klaus Høeg, der er deltidslandmændenes repræsentant i Landbrug & Fødevarer’s bestyrelse.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle