Geolog: Istiden skyld i pesticidforbud

Der skal mindst 15 meter ler til for at sikre mod nedtrængning af pesticider, siger geolog i Aarhus Kommune.

Hvis det står til Aarhus Kommune skal landmænd i visse områder slukke for sprøjten på 25 procent af markerne. Det er en langt større andel, end de 10 procent Miljøstyrelsen mener, vil blive ramt som landsgennemsnit.

Det kommer dog ikke bag på geolog Morten Bak, Aarhus Kommune at tallet her er højere.

»Landskabet i Østjylland er et istidslandskab, der er præget at gletscherfremstød, som har pløjet sig igennem hele området. Det resulterende landskab er derfor præget af sprækker og forkastninger. Disse bliver til ’motorveje’, hvor bl.a. pesticider hurtigt kan trænge igennem«, siger han.

De øverste jordlag i Østjylland udgøres desuden hovedsageligt af moræneler. Dette er i høj grad opsprækket.

»Udvaskningen af pesticider i de øverste jordlag foregår i langt højere grad fra opsprækket ler end fra sand. Der må derfor forventes en væsentlig højere sårbarhed overfor pesticider i områder, hvor aflejringerne i de øverste jordlag udgøres af moræneler, end hvad der forventes på landsplan specielt når indvindingen samtidig er højere end på landsplan«, siger han.

Ofte vil der i de øverste 10 meter af en moræneler være sprækker. Herunder er lerlagene betydelig mindre opsprækkede. Derfor betragtes et sammenhængende lerlag på over 15 meters tykkelse sædvanligvis som tilstrækkelig til at beskytte drikkevandsmagasinerne mod nedsivning af pesticider.

Landbrug & Fødevarer mener dog ikke, at Aarhus Kommune reelt har undersøgt om jordene vitterlig er pesticidfølsomme, men snarere har taget stilling til at de er nitratfølsomme og så konkluderer, at de også er pesticidfølsomme uden at undersøge det nærmere.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle