Glædeligt med nyt fokus på pantebrevsmodel

Af Lone Andersen, viceformand, Landbrug & Fødevarer

Der er grund til at rose Dansk Folkeparti, Venstre og Liberal Alliance, der nu tager initiativ til at gennemføre den ny model for beskatning af sælgerpantebreve uden om regeringen. Med støtte fra Konservative og Radikale Venstre vil forslaget kunne realiseres.

Som vi i en årrække har peget på, er det meget lidt tiltrækkende for sælger at lade en del af salgssummen stå tilbage som et sælgerpantebrev, når det beskattes med det samme. Risikoen for at stå tilbage med et stort tab, hvis køber ikke kan afdrage pantebrevet, holder mange tilbage, som ellers gerne ville hjælpe en ung landmand på vej som selvstændig.

Vi synes, at forslaget om lade skatten falde efter hver betalt rate på sælgerpantebrevet er fair. Så mister landmanden ikke flere penge, end han har investeret i handlen. Dermed vil vi kunne få fjernet en af de helt store sten i skoen i forhold til at få sat gang i generationsskifterne. Det fastfrosne marked for generationsskifter er i høj grad med til at holde udvikling og modernisering af produktionsapparatet tilbage. Det er selvfølgelig ikke de ældste landmænd, som sætter gang i store nye tiltag. Det betyder blandt andet, at vi ikke får foretaget de investeringer i nye staldanlæg og miljøteknologi, som kan være med til at løse landbrugets del af klimaudfordringen.

Jeg håber stærkt, at det lykkes at få forslaget om en ny model gennemført, og gerne med meget bred opbakning.

Det kan ikke være i nogens interesse, at en nødvendig udvikling holdes tilbage.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle