Globale prisstigninger: Frankring eksporterer hvede i rekordtempo

Amerikanske arealestimater ventes i aften at ramme det laveste niveau i et århundrede, mens fransk hvedeeksport nåede ny rekord. Det skriver Jyske Markets.

Den franske hvedeeksport nåede i december nye højder, med det højeste tempo i seks år.

Dette på trods af nationale strejker i landets transportsektor betød, at lastningen i adskillige havne rundt om i landet stod stille i adskillige dage. Udskibningen af hvede i december steg til 1,34 mio. ton, det højeste siden december 2013, hvor landet eksporterede 1,41 mio. ton. Det skriver Jyske Markets i deres afgrødekommentar.

Det høje eksporttempo kommer efter at Frankrig sidste år realiserede landets anden største hvedehøst, og samtidig møder svagere konkurrence fra en strammere russisk forsyningsbalance.

Mens de nordafrikanske lande forbliver top destinationerne, så udskibes der også mere til oversøiske destinationer, heriblandt Kina, der foreløbig har importeret 235.000 ton fransk hvede denne sæson.

Den første 1,5 uge af januar meldes eksporten at forsætte det høje tempo. Kombineret med den overraskende store prisstigning i onsdagens egyptiske hvedeindkøb, tillader det verdensmarkedspriserne at stige, og det kommer også møllehveden til gavn, der i går lukkede i underkanten af 192 euro/ton.

Den strammere globale forsyningsbalance betyder, at den amerikanske hvede begynder at blive konkurrencedygtig på verdensmarkedet, og det satte hveden i Chicago i førertrøjen i går.

WASDE-rapport lander i aften

Hvedemarkedet vil også være et af aftens fokuspunkter når januar måneds WASDE-rapport offentliggøres kl. 18.00.

Derudover offentliggør USDA’s nationale afdeling opgørelser over de amerikanske afgrødelagre for 4. kvartal. Sidst men ikke mindst får vi USDA’s første officielle estimater for tilsåede amerikanske vinter-hvedearealer.

Sidstnævnte venter analytikerne rammer det laveste niveau i et århundrede. Bloomberg estimater sætter aftens amerikanske hvedearealer til 30,64 mio. acres, hvilket kun overgås af bundrekorden fra 1909 på 29,196 mio. acres.

I Europa har efteråret været drilsk og forårsaget færre hvedearealer blandt flere af de store hvede-producerende nationer. Selvom vi befinder os midt i vintersæsonen, så forbliver det meget tørt i afgrøderegioner i det sydlige Rusland, ifølge russiske SovEcon.

Og på den sydlige halvkugle kæmper Australien fortsat med ekstrem tørke. Alt i alt er der i øjeblikket nok panderynker rundt omkring i markedet. Fondene har da også positioneret sig mod stigende hvedepriser, og holder det højeste antal hvedekontrakter siden forsommers vejrmarked i den amerikanske majs.

Det evigt stigende vegetabilske oliemarked fortsætter

Hvis vi afslutningsvis skal afrunde det evigt stigende vegetabilske oliemarked, så viser data for den malaysiske forsyningsbalance for december endnu en gang træk på lagrene. Produktionen faldt i december til 1,33 mio. ton, mens eksporten blev opretholdt uændret på 1,4 mio. ton, og det fik lagrene til at falde fra 2,26 til 2,01 mio. ton.

Indien har samtidig annonceret at landet vil importere mindre raffineret palmeolie. Det vil hovedsageligt ramme Malaysia, som er hovedleverandøren af raffineret palmeolie til Indien. Omvendt vil det sandsynligvis øge eksporten ud af Indonesien, der er den største eksportør af rå palmeolie.

Palmeolien handler 0,80 procent højere her fra morgenstunden, der afføder en noget nær tilsvarende stigning i sojaolien. Pilen for rapsfrø peger igen i dag op fra åbningen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle