God gang i udvekslingen af landbrugselever

Travel to Farm er en non-profit udvekslingsorganisation med speciale i udveksling inden for de grønne områder. Travel to Farm er lige fyldt 105 år, og på bestyrelsesmødet d. 9. maj kunne en samlet bestyrelse glæde sig over, at fødselaren fortsat trives og bidrager til dansk landbrugs internationalisering. Som Travel to Farms formand Lone Andersen udtrykker det:

»Internationalisering fylder mere og mere i landbrugsuddannelserne i både ind- og udland, og med Travel to Farm i huset kan Landbrug & Fødevarer sikre, at udvekslingen sker under ordnede forhold, både for de danske elever, som rejser ud, og for de udenlandske praktikanter, der kommer til Danmark.«

129 unge afsted

Det går godt med landbrugsudvekslingen. I 2016 rejste 129 unge danske mænd og kvinder med en forkærlighed for landbruget til udlandet via Travel to Farm for at prøve kræfter med landbruget i forskellige lande verden over.

Det er især Australien, USA, Canada, New Zealand og Irland, som er populære blandt de unge, men også Norge, Schweiz, Tyskland og Holland har interesse blandt de unge mennesker.

Støtter ud og hjem

Pr. 1. maj har Travel to Farm over 90 ansøgere til udlandspraktik i 2017. En del er allerede taget af sted.

»Vi står på sidelinjen hele vejen, fra ansøgningen bliver afleveret, og indtil man er kommet hjem igen, og det skaber en tryghed for mange, når de skal rejse om på den anden side af jorden for første gang,« fortæller Mette Storgaard, seniorkonsulent hos Travel to Farm.

Travel to Farm har i 2016 desuden skaffet pladser til 73 udenlandske praktikanter i Danmark. Det er primært praktikanter fra Østrig, Thailand og Ukraine.

Faktaboks

  • Landbrug & Fødevarer, LandboUngdom, Danske Landbrugsskoler og Dansk Agronomforening står bag Travel to farm.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle