Gode erfaringer med minimal tildeling af kraftfoder i malkestalden
Reduktion eller udeladelse af foder i malkestalden vil give en forbedret driftsøkonomi og behovet for vedligehold og reinvesteringer i foderteknik bliver reduceret.

Af Morten Thomsen, chef, kvæg, Sagro

Begrundelsen for valg af tildeling af kraftfoder i malkestalde er mange, men grundlæggende kan de deles op i to kategorier.

  • Den første er et ønske om at tilgodese grupper eller enkeltdyr ernæringsmæssigt, typisk med energi eller kvalitetsprotein.
  • Den anden er ønsket om at tiltrække køerne til malkning, herunder ønsket om at de skal stå roligt og æde under selve malkningen. Kraftfoderet anvendes således fremfor en drivbom.

Tommelfingerregel for Økonomi

Det foder, vi anvender i malkestalden, er generelt dyrere end det gennemsnitlige foder i rationen.

En rimelig tommelfingerregel siger, at hver gang vi forøger anvendelsen med 1 kg pr. dyr i gennemsnit, fordyres fodringen med 200 kr. pr. årsko.

Der er selvsagt betydelig variationer i foderomkostninger mellem ejendomme, hvorfor man må forholde sig til egne prisrelationer.

Kraftfoder og ædelystfoder

Værdien af foder tildelt separat i malkestalden afhænger meget af kvaliteten af ædelystfoderet på foderbordet.

Generelt viser både praktiske erfaringer og forskning, at ved høj kvalitet af ædelystfoder reduceres værdien af det separate foder. Substitionen er høj, hvilket vil sige at køerne æder mindre på foderbordet, når vi tildeler mere i malkestalden.

Egne erfaringer gennem de senere år er således, at man kan reducere betydeligt i tildeling, ned til 0,5-1.0 kg pr. dag, uden at sundhed opstart eller ydelse påvirkes negativt.

Jeg ser stadig besætninger, der anvender 4 kg eller mere i malkestalden. Ved to daglige malkninger og foder på foderbordet af høj kvalitet vurderes denne tildeling at være uøkonomisk, og bør revurderes da den ofte ikke tilgodeser dyrene!.

To gode råd til at justere malkerobotten - og øge ydelsenKvæg 28. januar · 10:50

Tildelingen af kraftfoder i malkestalden bør jævnligt evalueres. Ofte er niveau og nedtrapning over tid bestemt for flere år siden. Ydelsen er steget, fodersammensætning er ændret, og ensilagekvaliteten er måske øget betydeligt.

Ovenstående bør ud fra et ernæringsmæssigt og økonomisk synspunkt trække i retning af en reduceret tildeling i malkestalden.

Tiltrækningen til malkestalden

Evaluering på malketider og malkearbejdet i besætninger, hvor man har reduceret kraftfodertildelingen, viser, at malketiden generelt ikke øges.

Vurderingen af hvor rolig dyrene er under malkning er subjektiv og ikke entydig. Nogle vurderer således, at de er lidt mere urolige uden foder, andre ser ingen forskel.

De gode erfaringer med minimal tildeling af kraftfoder i besætninger, hvor der ikke er drivbom, har medført at enkelte nu helt udelader tildeling af kraftfoder. Erfaringerne er gode, malketiderne øges ikke, og dyrene kommer til malkestalden efter en kort tilvænning.

Udover en forbedret driftsøkonomi, vil behovet for vedligehold og reinvesteringer i foderteknik blive reduceret ved reduktion eller udeladelse af foder i malkestalden.

Gammel vane eller ej - man bør forholde sig til økonomi og praktik i den valgte fodertildeling.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.