Gode EU-nyheder: Husdyr får nu mindre antibiotika end mennesker

Fra 2016 til 2018 faldt forbruget af de mest kritiske typer af antibiotika i Europa, melder ny rapport. Dansk forbrug ligger i front.

Forbruget af de kritiske typer af antibiotika er faldende hos både mennesker og husdyr i Europa.

Den gode nyhed præsenterer en ny EU-rapport, der måler for perioden 2016 til 2018.

Igen ligger det danske forbrug til husdyr blandt de laveste af EU-landene.

"Forbruget af antibiotika til husdyr er faldet og er nu lavere end til mennesker", skriver rapportens forfattere i en pressemeddelelse.

"Det signifikante fald i antibiotikaforbruget i fødevareproducerende husdyr tyder på, at de tiltag, der er taget på landeniveau for at reducere forbruget, er effektive", lyder det.

Her er der altså tale om tal, der går helt tilbage til perioden 2016 til 2018.

Målt i forbrug af antibiotika målt i forhold til producerede mængder af biomasse, lå det danske forbrug til husdyr på 39,4  mg per kilo husdyr i snit.

EU-gennemsnittet var i 2017 på 108,3.

Blandt andet er forbruget af de mest kritiske typer antibiotika, typisk de meget bredspektrede, der er vigtige i behandlingen af de multiresistente typer af bakterier, faldet, melder rapporten.

Nogle bruger ti gange så meget

Rapporten er udarbejdet til EU-kommissionen af de europæiske fødevaremyndigheder, EFSA, det europæiske medicinagentur EMA og det europæiske center for sygdomsforebyggelse og -kontrol ECDC i fællesskab. 

EU-landene har dog store udsving i forbruget af antibiotika.

Forbruget i f.eks. Italien lå helt oppe på 273,8 og Polen på 165,3, viser rapporten. Svenske og norske besætninger lå dog langt under det danske forbrug med henholdsvis 11,8 og 3,1 mg. per kilo husdyr.

Højest var forbruget gennemsnitligt til husdyr på Cypern, der anvender hele ti gange så store mængder anitbiotika i produktionen af hvert eneste kilo dyr, som man gør i Danmark.

Rapportens forfattere understreger i en pressemeddelelse, at det fortsat er afgørende at forebygge resistens mod antibiotika, idet det udgør en betydelig helbredsrisiko og også en økonomisk byrde både nationalt og globalt. Derfor melder de tre sundhedsorganisationer, at der fortsat er behov for indsatser.

Ser man på forbruget til mennesker, så blev danskere behandlet med en anelse mere antibiotika end den gennemsnitlige europæer. Ikke alle lande har dog medtaget deres sygehus-forbrug af det vigtige stof.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle