Gode muligheder for tilskud til nye søer

En attraktiv tilskudspulje sikrer, at landmænd kan etablere vandhuller eller små søer med beskeden egenbetaling.

Det er en attraktiv tilskudsordning, som er lige til at gå til«.

Sådan lyder det fra Skovdyrkernes skovfoged René Didriksen om en pulje til vandhuller og søer i det åbne land.

»Der er ikke mange, der er opmærksomme på mulighederne. Men jeg har brugt puljen flittigt og har lavet mange projekter for landmænd. Har man jord og ønsker at skabe en lille sø, kan man søge om støtte fra puljen«, siger René Didriksen, der til dagligt er skovfoged og vildtforvalter ved Skovdyrkerne Øerne på Sjælland.

Han fortæller, at Naturstyrelsen administrerer puljen, der er finansieret af jagttegnsmidler.

Lille egenbetaling

Skovfogeden forklarer, at tilskuddet gør det muligt at få etableret en lille sø på sin ejendom med en beskeden egenbetaling. Han skitserer et helt generelt eksempel, hvor en lodsejer ønsker en sø på 1.000 kvadratmeter.

»Er der en naturlig lavning i landskabet, hvor det er nemt at etablere søen og aflægge jorden, vil sådan et projekt kunne udføres for i omegnen af 30.000 til 40.000 kr. i alt. Som lodsejer får du 15.000 kr. i tilskud. Det betyder, at du med en egenbetaling på 15.000 til 20.000 kr. kan få skabt bedre herlighedsværdi og mere natur på din ejendom«, siger René Didriksen.

Han gør det samtidig klart, at udgiften varierer alt efter beliggenhed, tilkørselsforhold og så videre.

»Jeg lavede eksempelvis en sø på 1.500 kvadratmeter ude ved Lammefjorden. Det var på en fuldstændig flad mark på gammel havbund. Der måtte vi køre jorden længere væk. Det projekt løb op i cirka 80.000 kr. alt i alt«, siger han.

Høj succesrate

Når det gælder puljen under Naturstyrelsen, oplever René Didriksen høj succesrate.

»Det er meget sjældent, at vi har fået afslag. Men det afhænger selvfølgelig af, hvor mange ansøgere der er i det enkelte år. Er der mange ansøgere, bliver projekterne prioriteret«, siger han.

Skovfogeden opfordrer landmænd til at overveje muligheden for tilskud til etablering af vandhuller og små søer.

»Med puljen kan landmænd etablere små biotoper i lavninger, hvor man alligevel skal kæmpe med at dræne jorden for at holde den dyrkbar. Flere af de søer, jeg har etableret, kan ses fra lodsejernes stuehuse. Det giver ejerglæde, og det har en positiv effekt på ejendomsværdien«, siger shan.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle