Gode sukkerpriser gav fortsat vækst hos Nordic Sugar

Stigende priser og investeringer påvirker Nordic Sugars bundlinje positivt.

Gode priser på sukker og foder bidrog til at Nordic Sugar omsatte for 2,23 milliarder kroner i seneste regnskabsår - en stigning på 58 millioner kroner fra året før. Dermed fortsætter koncernen den positive udvikling fra sidste regnskabsår, hvor minus blev til plus.

Årets resultat landede med et plus på 149 millioner kroner, mod 87 millioner kroner i det foregående regnskabsår. Og det er generelt stigende priser på verdensmarkedet for sukker, som i ledelsesberetningen tilskrives en part i resultatet.

Samtidig har investeringerne i Finland og Litauen som i sidste regnskabsår også udviklet sig positivt, og igen i seneste regnskabsår vokser Nordic Sugars egenkapital. Denne gang til to milliarder kroner fra 1,8 milliarder året før.

Forventer fortsat vækst

Til trods for at krigen i Ukraine har medført stigende energipriser, samt stigende priser på fødevarer og råmaterialer, så forventer Nordic Sugar også fortsat vækst i resultatet før skat, som forventes at lande på mellem 250 og 275 millioner kroner i indeværende regnskabsår. 

Det skyldes især at Nordic Sugar investeringsmæssigt har sikret olieprisen for størstedelen af det forventede forbrug i årets roekampagne. Desuden har selskabet som alle andre oplevet stigende priser og leveringsproblemer på råvarer, men arbejder også på at minimere effekterne af dét uden dog at uddybe nærmere. 

Der har desuden også været plads til at hæve roeprisen for landmændende tidligere på 2022, ligesom der er påbegyndt forundersøgelser til et større testanlæg på Falster.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle