Gods graduerer udsæd og NPK ud fra teksturanalyse

Jannik Houmann bruger SOYL, når han graduerer udsædsmængden og mængden af næringsstoffer på det svenske Barsebäcks Gods.

Vi har brugt SOYL på 120 af vores 2.100 hektar. Det er svært at sige, om vi tjener penge på det, men vi har planer om at udbrede konceptet på 50-100 hektar hvert år i de kommende år«, siger Jannik Houmann, inspektør på Barsebäcks Gods i Skåne.

Han tilføjer, at han de seneste to år har brugt konceptet og, at han betaler 330 svenske kroner pr. hektar for i en fireårig periode at få konsulenterne fra SOYL til at kortlægge jordens tekstur og indhold af næringsstoffer på markerne og ud fra det hjælpe med at lave en graduering af tildelingen af kvælstof, fosfor, kalium og magnesium. Derudover har han betalt et engangsbeløb på 400 kroner pr. hektar for at få adgang til programmet Soil Seed, som kan graduere udsædsmængden afhængig af jordbonitet og andre forhold i markerne.

Indtjening skal optimeres

SOYL er et britisk koncept, som i de senere år også har været til stede på det svenske marked, hvor uvildige rådgivere stiller deres ekspertise og måleudstyr til rådighed samtidig med, at de yder service og support til de landmænd, som bruger konceptet.

»Med kornpriser på hundrede kroner pr. hektar er vi pressede. Vi har dog valgt at bruge SOYL på en del af arealet for at se, om vi på den måde kan udnytte indsatsfaktorerne bedre og optimere indtjeningen«, siger Jannik Houmann.

»Til den kommende sæson skal vi have 550 hektar med vårbyg. Der er det langt fra ligegyldigt om byggen bliver godkendt til malt, og vi håber, at vi ved at have et godt kendskab til jorden og indholdet af næringsstoffer kan optimere dyrkningen, så vi sikrer en god kvalitet. Det gælder også i frøgræsafgrøderne og i spinaten«.

Jannik Houmann tilføjer, at han ved at bruge SOYL får en EMC-scanning af jorden, hvor jordens tekstur fastlægges. Derudover bliver der taget jordprøver. Det kombineres med satellitbilleder og bruges til i samarbejde med SOYL-konsulenten at lave tildelingskort. Derudover bliver der lavet udbyttekort i høst.

»Det er også muligt at regulere dybden i forbindelse med jordbearbejdningen. Det kræver, at man monterer en sensor i snuden på traktoren. Det har vi ikke investeret i«, siger Jannik Houmann.

Let at bruge

SOYL-konsulenten besøger Jannik Houmann to til tre gange i løbet af vækstsæsonen, hvor der bliver talt planter, ligesom det bliver diskuteret om de målinger, der er lavet, giver mening i forhold til det, der kan observeres i markerne.

»Noget af det, jeg godt kan lide ved SOYL, er, at det er meget brugervenligt og, at det kun kræver en investering på nogle få tusinde kroner for at komme i gang«, siger Jannik Houmann.

Han tilføjer, at Barsebäcks Gods havde gps i forvejen og, at systemet derfor kun har krævet en iPad til nogle få tusinde kroner samt nogle kabler til nogle få hundrede kroner. Landmænd, som ikke kører med gps, kan med en investering på under 10.000 kroner få adgang til en iSOYL-app og derved graduere tildelingen af gødning og mængden af udsæd.

»SOYL har en helt anden tilgang til systemet. De har også været hurtige til at indarbejde de sorter, vi dyrker i Sverige i systemet. Derudover giver systemet et godt fagligt afsæt til at optimere produktionen, ligesom de målinger og registreringer, der laves, er god dokumentation over for både godsets bestyrelse og overfor myndighederne«, siger Jannik Houmann.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle