Gods mister 700 ton nyhøstet korn - gik op i røg

Omkring 700 ton korn, byg og hvede, gik op i røg, da over 100 år gammel driftsbygning natten til lørdag brændte ned på Egemarke Gods ved Føllenslev.

Natten til lørdag mistede Godsejer Claus Lohmann Poulsen, fra Egemarke Gods ved Føllenslev, ved Kalundborg, 700 ton nyhøstet korn da en gammel driftsbygning brændte ned.

Godsejeren vurdererer, at den brændte kornmængde repræsenterer en værdi af i omegnen af en million kroner.

Det skriver sn.dk

"Det har været fremme, at det fortrinsvis var såsæd, der brændte, men det er ikke korrekt. Mængden af såsæd udgør cirka 50 ton. Langt den overvejende mængde var byg og hvede til foder", siger Claus Lohmann Poulsen til avisen.

I sidste uge kunne godsejeren ellers berette om en overraskende god høst til landbrugsavisen.dk.

Årsagen til branden er ikke afklaret og godsejeren tror ikke at de kommer frem til den eksakte årsag.

Han vurderer, at det er mere end sandsynligt, at det har noget med varmen at gøre. Enten en motor, der er blevet overophedet eller på anden måde har antændt korn i forbindelse med transport-arbejdet.

Vestsjællands Brandvæsen blev fredag lige efter klokken 23 kaldt til Egemarke Gods, og det stod øjeblikkeligt klart for brandmændene, de første kom fra Snertinge, at den overtændte driftsbygning ikke kunne reddes. Flammer stod mange meter op gennem taget og ilden bredte sig med eksplosiv hast i bygningen med korntørreri og -lager.

 

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle