Godsejer trækker sig som borgmesterkandidat efter miljøsag

"Møgsag" får viceborgmester i Kerteminde, godsejer Hans Luunbjerg, til at trække sig som borgmesterkandidat for Venstre.

Viceborgmester og spidskandidat for Venstre i Kerteminde, godsejer Hans Luunberg (49), trækker sig som Venstres borgmesterkandidat ved kommunalvalget næste år. Det skriver bl.a. Fyens Stiftstidende.

Det skyldes bl.a. avisskriverier om forkert opbevaring af kyllingemøg, som i sommer fik Kerteminde Kommune til at indgive politianmeldelse mod den tidigere borgmester.

"Der skal meget til at slå mig ud af kurs, men jeg kan mærke på min familie og mine ansatte, at det er lidt tungt, at jeg er på forsiden af avisen i forhold til et eller andet, der foregår i landbruget", sagde Hans Luunbjerg ifølge Fyens Stiftstidende ved et pressemøde.

Avisen kunne forleden berette, at Fyns Politi efter længere tids efterforskning har valgt at rejse tiltale i en sag om forkert opbevaring af kyllingemøg.

Tidligere borgmester

Hans Luunbjerg har været aktiv i kommunalpolitik gennem 20 år og var borgmester i Kerteminde fra 2013 til 2017. 

Ved sidste valg tabte han posten til Kasper Olesen (S), mens han selv blev viceborgmester. Hans Luunbjerg er cand. agro og ejer og driver Kejrup Gods.

Venstre i Kerteminde vælger ny spidskandidat på generalforsamlingen 25. februar.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle