Godt nyt til tørre marker: Der kommer regn i weekenden

Fredag bliver varm, men så kommer der også regn i weekenden, lyder det fra DMI.

Fredag kan blive helt sommerlig med op mod 23 grader.

Det siger vagtchef hos Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) Klaus Larsen. 

"På Sjælland, særligt i den nordlige del, kan temperaturen snige sig helt op på 23 grader. Resten af Danmark får 15-20 grader", siger Klaus Larsen.

Efter den varme dag kommer der regn til Danmark i løbet af eftermiddagen og aftenen.

"Det begynder skyet, og i løbet af eftermiddagen breder regnvejret sig fra sydvest. Der kan også komme torden i den vestlige del af landet", siger Klaus Larsen.

Vagtchefen oplyser, at regnvejret breder sig mod øst om aftenen, og i løbet af natten til lørdag rammer regnvejret Bornholm.

Vinden bliver svag til frisk fra øst, men om aftenen drejer vinden sig over i sydøstlig og vestlig retning.

I løbet af natten klarer det op i den sydvestlige del af landet.

Nattemperaturen vil ligge på seks til ni grader med en svag til jævn vind mellem vest og syd. 

Klaus Larsen oplyser, at regnvejret vil fortsætte lørdag.

"Især i den østlig del af landet vil der være regn og byger lørdag. I den sydlige og vestlige del af landet vil det klare op i løbet af dagen, så der vil man få solskin", siger Klaus Larsen.

Temperaturen falder til 13-18 grader lørdag.

Regnen vil fortsat være over landet søndag, men det værste regn vil ramme fredag, siger Klaus Larsen.

Temperaturerne søndag vil ligge mellem 12 og 16 grader. Om natten kan temperaturen falde helt ned til to grader.

Ifølge DMI er et højtryk over Rusland blevet svækket, og lun luft strømmer op over Danmark fra syd, hvilket giver de mulige 23 grader.

/ritzau/

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle