Godt verdensmarked for oksekød – svagt EU-marked

Verdensmarkedet for oksekød er i en fase med en vigende produktion og faste priser. Dette forventes at fortsætte i resten af 2014 og ind i 2015, angiver Rabobank i deres seneste kvartalsrapport.

Ruslands embargo mod visse vestlige lande påvirker for oksekød kun EU-markedet negativt, mens de sydamerikanske lande og særligt Brasilien nyder godt af den.

I Nordamerika er der en mindre produktion og rekordpriser. Det har især Australien og New Zealand gavn af som følge af gode eksportmuligheder hertil. Importen i Hongkong og Kina stiger stadig, men dog i en mindre takt end i fjor.

Svagt EU-oksekødmarked

I den nuværende situation er der ikke tilstrækkelige eksportmuligheder til landene uden for EU til at aflaste det overfyldte EU-marked. Rabobank forventer, at EU-markedet for oksekød fortsat vil være under pres – og i bedste fald stabilt. Selv øget sæsonmæssig efterspørgsel resulterer næppe i højere priser, da der er stigende konkurrence fra svine- og fjerkrækød til lavere priser, angiver Rabobank.

Der arbejdes fra flere sider på at få bedre adgang til flere lande uden for EU, da mange stadig er helt eller delvist lukkede med begrundelse i BSE (kun syv tilfælde i EU de første otte måneder). Der ventes i Dannmark veterinær inspektion fra Japan først i 2014, så vi kan komme på listen over EU-lande, der kan eksportere hertil. Der arbejdes også på adgang til bl.a. Sydkorea og Vietnam. Der er løbende bestræbelser i gang for at får direkte adgang til Kina også fra dansk side. Erfaringer fra andre kødtyper viser dog, at det kan være en langvarig proces. USA tillader nu import fra EU, men først efter godkendelse af anlæg i EU - hvor ingen indtil nu er godkendt. Tyrkiet kan forhåbentlig igen blive en aftager. De er begyndt at importere kvæg fra Uruguay.

Det bedrer heller ikke situationen, at nogle lande har lukket for Rumænien efter fund af det første tilfælde af BSE (atypisk) her 30. juni 2014. Det begrænser desuden omsætningen af kvæg, at der nu er bluetongue i nogle områder i det sydøstlige Europa og i Italien samt i Spanien og Portugal.

Der er dog også lyspunkter. Litauen har således, som reaktion på den russiske embargo, givet tilladelse til religiøse slagtninger uden bedøvelse fra 2015. Hermed skulle det være muligt at eksporte til Israel og giver bedre afsætningsmuligheder til de arabiske lande.

Tilmeldingskrav til ny præmieordning

For at kunne få præmie fra 1. januar 2015 til handyr (under 30 mdr.) og kvier (under 16 mdr.) skal der foretages en tilmelding senest 31. oktober 2014.

Nærmere oplysninger kan findes i Orientering nr. 1/2014 af 8. oktober 2014 på LFs hjemmeside www.lf.dk under fanen ”Aktuelt” og ”Markedsnyt for oksekød” og ”Orientering oksekød”.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle