Goodvalley klar med klimavenlig gris

Landbrug sælger ny serie svinekød til en merpris på mellem 30 til 40 procent.

I Polen er det store danske aktielandbrug Goodvalley i fuld gang med at markedsføre en ny serie svinekød, der ikke belaster klimaet med CO2. Kødet skal sælges i tusindvis af supermarkeder over hele Polen, og det sælges til en merpris på mellem på 30 og 40 procent i forhold til traditionelt svinekød.

Markedsføringen sker på de sociale medier og med reklamer på landsdækkende TV. Resultatet er, at salget stiger og går godt.

»Jeg kan ikke komme ind på de konkrete salgstal. Men det går rigtig godt. Salget stiger dag for dag, og vi er positivt overraskede over, hvor godt det går«, siger Tom Axelgaard, der er adm. direktør i Goodvalley.

Unge og veludddannede

Ud over at kødet er CO2-neutralt og dermed ikke påvirker klimaet, får svinene hverken antibiotika eller gmo-foder.

»At svinene ikke får antibiotika eller gmo-foder, er to meget vigtige faktorer i Polen og andre østeuropæiske lande, hvor befolkningen generelt er mistroisk i forhold til kvalitet og oprindelse, når de køber ind i supermarkedet«, siger Tom Axelgaard.

Goodvalleys undersøgelser viser i både Polen og Ukraine, at det især er de unge, de veluddannede og børnefamilier-ne, der vægter sunde og naturlige fødevarer meget højt.

»De går mere op i, hvad de putter i munden, end hvad det koster«, siger Tom Axelgaard.

Når det gælder kødets påvirkning af klimaet, har Goodvalley i mange år haft fokus på udledning af CO2.

»Vi har i de seneste fem år haft Niras, der har speciale i at beregne emmisionen fra ’jord til bord’, til at gennemgå, hvordan Goodvalley i Polen påvirker klimaet, og deres beregninger er blevet verificeret af tyske TüV. I alle fem år er vi blevet certificeret som CO2-neurale, og i år er vi blevet verificeret og certificeret CO2-neutrale i hele Goodvalley, altså i både Polen, Ukraine og Rusland«, siger Tom Axelgaard.

Kødet gavner klimaet

Beregningerne viser, at ikke alene er hele Goodvalleys produktion CO2-neutral. Den gavner ligefrem klimaet.

»Ser man isoleret på vores produktion af svinekød, så udleder vi 2,03 kg CO2 pr. produceret kg svinekød. Men med til historien hører det også, at vores store produktion af biogas, hvor al svinegyllen bruges, bidrager til at spare klimaet for 4 kg CO2 for hvert kg svinekød, vi producerer«.

»Alt i alt er vores produktion af kød derfor klimavenlig, fordi vi samlet set sparer klimaet for 2 kg CO2 for hvert kg kød, vi producerer.«

»Lidt populært sagt - og overraskende - så gavner man faktisk klimaet ved at spise vores svinekød«, siger Tom Axelgaard.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle