Gourmet-ænder er fjerkræproducents guldæg

Gråsten Fjerkræ øgede i 2019 overskuddet og nærmer sig et overskud på én mio. kr. godt hjulpet på vej af et større salg af gourmetænder.

Gråsten Fjerkræ kunne i 2019 notere en fremgang i salget af gourmetænder med 13,5 procent i forhold til 2018.

Den fremgang kombineret med fokusering på en effektivisering af produktionen har givet fjerkræproducenten en bruttofortjeneste på 5,8 millioner kroner. Overskud efter skat blev på 996.000 kroner sammenlignet med 602.000 kr. i 2018 og 1,3 mio. kr. i 2017. Egenkapitalen blev også forøget og er nu på 5,5 millioner kroner

"I 2019 oplevede vi et år, hvor der var flere penge mellem hænderne på forbrugerne. Det betød øget interesse for produkter af høj kvalitet og økologi. Det nød vi godt af. Udover en vækst i salget af vores gourmetænder havde vi en vækst på 5,2 procent af vores økologiske kyllinger", udtaler bestyrelsesformand Gunder P. Jensen i en pressemeddelelse.

Medvirkende til det øgede salg af Gråsten Gourmet Ænder var samarbejdet med Kokkelandsholdet, påpeger Gunder P. Jensen. Kokkelandsholdet anvendte gourmetanden i den menu de deltog med ved OL i Stuttgart i februar.

Taber penge på corona

Corona-pandemien, der i en lang periode lukkede mange restauranter og cafeér ned, har allerede påvirket Gråsten Fjerkræs forventninger til næste års regnskab.

"I perioden marts til maj har vi vel skønsmæssigt mistet en ugentlig omsætning på en kvart million til Corona nedlukning, og de penge kan ikke hentes hjem. Nu er mange af vore kunder tilbage efter en Corona nedlukning og vi ser, at salget bevæger sig mod bedre tider. Dertil kommer, at vi nu er repræsenteret i flere og flere af de toneangivende detailforretninger", siger Gunder P. Jensen.

Koncernen omfatter også selskabet Eurodan Poultry, som fører franske fjerkræspecialiteter.

Gråsten Fjerkræ indledte i oktober et samarbejde med Østrigs største producent af økologisk ænder, andeproducenten Bio Ente. Aftalen betød, at den sønderjyske virksomhed råder over en slagtekapacitet på 1,3 millioner ænder årligt.

Faktaboks

Nøgletal fra regnskabet 2019

Tal i parantes er fra 2018.

  • Bruttofortjeneste: 5,8 mio. kr. (5,1 mio. kr.)
  • Driftsresultat: 1,4 mio. kr. (943.000 kr.)
  • Årets resultat: 996.000 kr. (602.000 kr.)
  • Egenkapital: 5,5 mio. kr. (4,6 mio. kr.)
  • Antal ansatte: 12 (12)

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle