Grøn skattereform er på plads med rabat til CO2-udledere

De virksomheder, der udleder mest CO2, får rabat på en CO2-afgift, da aftalepartier frygter flugt til udlandet.

Et politisk flertal er enig om en CO2-afgift på 750 kroner per ton i 2030.

Firmaer inden for "mineralogiske processer" såsom cementproducenten Aalborg Portland får en CO2-afgift på 125 kroner. Det viser aftaleteksten.

Med i aftalen er regeringen, støttepartierne SF og De Radikale samt Venstre og De Konservative.

- Der er med et stort flertal i Folketinget - bredt over den politiske midte - blevet lavet en aftale om, hvordan vi skal lave en CO2-afgift, så vi både kan passe på miljø og klima, men også vores danske virksomheder og arbejdspladser, siger finansminister Nicolai Wammen (S) fredag på et doorstep.
Skatteminister Jeppe Bruus (S) tilføjer:

- Vi gør det på en måde, hvor vi fastholder og udvikler arbejdspladser og ikke afvikler.

- Det er en gigantisk skattereform, vi kommer med. Og som også viser, hvad det er, at vi kan bruge skatter og afgifter til.

CO2-afgiftens formål er at få danske virksomheder til at mindske udledningen af drivhusgasser.
Selv om der indføres en CO2-afgift på 750 kroner per ton, bliver der givet en rabat, så prisen er 375 kroner per ton for de virksomheder, som allerede er omfattet af EU's kvotesystem.

Ifølge aftalen vil firmaer inden for "mineralogiske processer", det kan være cement, tegl og glas, få en CO2-afgift på 125 kroner.

I regeringens udspil var tallet på 100 kroner, og siden hen har netop det emne - især med Aalborg Portland som eksempel - været et stort politisk stridspunkt. Og rabatten har været medvirkende til, at regeringens støtteparti Enhedslisten ikke er med i aftalen.

Rabatten til Aalborg Portland og andre større CO2-udledere er sikret, så virksomhederne ikke flytter til udlandet, lyder det i aftalen.

De fem største CO2-udledere i Danmark er Aalborg Portland, Equinor Refining Denmark, Shell Refinery, Nordic Sugar og Arla Foods Energy.

/ritzau/

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle